Våben og krig

Kanoner.

Lige siden englændernes sejr over Den Spanske Armada i 1588 var kanonerne skibenes vigtigste våben. Det samme var de til lands, og enhver fæstning og ethvert forsvarsværk havde kanoner, og deruover brugte man dem også på slagmarken. De stod altid på god afstand og skød til fjenden var blevet mør så soldaterne kunne storme frem og ordne resten. Kanoner blev altså det nye artilleri, og sådan er det stadig.

Kanonerne var støbt i enten jern eller bronze. I Danmark var selve kanonen den samme man brugte både til lands og til vands, men som med alting til skibe skulle der være en lille forskel. På bronzekanonernes løb bestod den i, at dem til søs (orlogskanonerne) havde hanke der forestillede delfiner, mens de på landkanonerne forestillede elefantsnabler. Derudover havde landkanonernes munding en lille krave, mens mundingen på en orlogskanon var kegleformet for ikke at gribe fat i kanonportens kant under rekylen. Også på den øvrige del af kanonen, på raperten (vognen) og hjulene var der forskel. På land hed en rapert en lavet og hjulene var store så de kunne transporteres rundt, mens de på skibene var meget små da de jo kun skulle kunne rulle lidt frem og tilbage. De allerstørste var 36-punds kanonerne, men de var meget sjældne at se på søen, for de var så tunge at kun få skibe rent faktisk kunne bære dem. Derudover gik der for meget metal til at de kunne betale sig at lave og selvom de kunne skyde med enorm styrke, var det jo ikke sikkert man ramte. Så var det bedre at have f.eks. 2 kanoner der var halvt så store og derfor blev 18-punds kanonen den mest brugte på linieskibene. Den kunne sagtens skyde hul i skroget på et skib og det var det vigtigste. Der blev også lavet mange mindre kanoner og dem så man typisk længere oppe på skibet. De skulle skyde mod fjendens besætning og master og rigning osv.

18 punds skibskanon fra 1700-tallet. Kanonerne på de danske skibe og visse steder på landjorden var malet i ”det Oldenborgske hus’ våbenfarver. Oldenborgene var Christian-Frederik kongerne indtil Frederik d. 7. og under dem grundlagdes Det Danske postvæsen, som stadig bruger nøjagtig samme farve på postkasserne.

Det var i øvrigt sjældent, man gik efter at sænke hinandens skibe dengang. Skibe var meget kostbare og målet var at erobre det frem for at sænke det. Man skød til det ene skib overgav sig eller til man kom så tæt på, at man kunne springe over på det andet skib og borde det. Et besejret fjendtligt skib tømte man for mandskab, og gjorde det til en del af sin egen flåde.

Kanonbrødre betjener kanonen. Kanonen er halet i borde (rykket helt frem til skibssiden) og klar til affyring. Når skuddet går, vil rekylen slå kanonen så kraftigt tilbage, at der måtte tykke trosser (tove) fastgjort til skibssiden til at holde den fast.

Der skulle mindst 5 mand til at betjene en kanon og dem kaldte man kanonbrødre. De havde hver sin opgave, for det var en længere proces at lade en kanon: først trak man den ind i skibet (hvis den havde affyret en gang havde rekylen sørger for dette) så man kunne rense løbet for krudtslam og gløder med en visker – en stage med vædet lammeskin i enden. Det var vigtigt at alle gløder var slukkede, for nu skulle der en ny krudtladning i. Derefter kom kuglen i og oven i den en forladning, som var en krans af hampetovværk, der skulle tætte helt for luft for at give kuglen maksimal kraft når eksplosionen går. Men før eksplosionen kunne ske måtte der antændes en lunte og det skete efter den bageste mand med tovværket, havde halet kanonen i borde, dvs. helt frem til skibssiden så mundingen rager ud af porten. Selvom der kunne gå 10 – 15 minutter mellem hver salut, kunne kanonen blive så varm under et intenst søslag, at der var fare for at metallet ville flække og i værste fald sprænge i luften og dræbe hele mandskabet når den blev affyret. Derfor stod der en mand klar med en pøs (spand i læder) med vand, som blev hældt over kanonen.

Hvordan kanonerne er placeret på et linieskib er vist under skibe – Hms Victory.

Ammunition

Kanonerne i 1700-tallet var glatløbede og man kunne i princippet skyde med hvad som helst der kunne gå ned i røret. Mest kendt og brugt er den runde jernkugle. På op til 3 kilometers afstand kunne den gennemtrænge enhver skibsside og alt hvad der stod i dens bane herefter. Men der skulle et overordentligt held til at ramme på den afstand for de glatløbede kanoner var ikke særligt præcise og typisk ventede skibene med at åbne ild før de var indenfor 500 meter fra hinanden, gerne mindre. Det kunne imidlertid godt tage lidt tid at uskadeliggøre et fjendtligt skib kun med de runde kugler og skød man efter f.eks. masten skulle man være heldig for at ramme.

Det upræcise glatte løb rummede imidlertid mange muligheder for kreativ udfoldelse og man fandt på, bla. at sætte 2 kugler sammen med en kæde, for med dem kunne man bedre ramme og ødelægge sejl og rigning på fjendens skib. Der kunne også være en jernstang mellem de to kugler og når den blev affyret snurrede den så hurtigt rundt at den splintrede træværket, og flyvende træsplinter var mandskabets største skræk. Og da det jo reelt var mandskabet man gik efter at ramme fandt man også på knapt så usportsligt ammunition, nemlig skrot. Skrot var bare metalrester så som rustne søm – eller hvad man nu havde af metal ved hånden, som man hældte i kanonløbet og skød mod fjenden. Det skadede ikke skibene, men mandskab, der stod i vejen faldt som fluer.

Skrot var effektivt mod mandskab, men det uskadeliggjorde hverken skibe eller kanoner.

Man kunne i 1700-tallet endnu ikke lave kugler der sprang i luften når de ramte (granater), undtagen var kugler til den nyeste kanon morteren. Morteren stod på skibets dæk og dens løb pegede skråt op i luften, så når den afskød kugler fløj de ikke i en direkte linie mod målet, men i en krum bane før det slog ned. Det kalder man også krumbaneskyts og det har den fordel, at det kan ramme ned i dækninger og huller, der ellers er sikre mod direkte skyts. Kuglerne var udhulede og fyldt med krudt og man måtte tænde en lunte før kuglen blev sluppet ned i morterens løb.

Krigsførsel

Både til lands og til søs startede de fleste slag i 1700-tallet med, at begge parter linede en så stor styrke som muligt op foran hinanden. Man prøvede at skræmme sin modstander ved at vise den styrke han skulle op imod. Sådan havde det også været i middelalderen, men der var blevet lidt større afstand, for artilleriet havde skiftet bue og pil ud med kanoner der kunne skyde op til et par kilometer.

Kanonerne afgjorde ofte slaget før parterne kom så tæt på hinanden at man kunne bruge andre våben – især til søs og derfor var kanonerne så afgjort denne tids vigtigste våben. Men på land man havde stadig store hære der skulle slås mod hinanden og de kom stadig til at kæmpe mand mod mand.

Håndvåben

Øverst: infanterimusket, hvorpå der kunne sættes en bajonet til nærkamp. I midten ses en muskedonner, som skød med spredhagl og vel nærmest an sammenlignes med et oversavet jagtgevær. Til venstre; Krudthorn og kugler og endelig pistolen som bla. var Tordenskiols favoritvåben – og skæbne.

Soldatens vigtigste våben var musketten. Med den kunne man være heldig at få ramt på sin modstander på god afstand, men på trods af dens længde var den var ikke lige så træfsikker som et gevær er i dag –håndvåbene var nemlig også glatløbede og kuglen rund. Musketten havde også den ulempe, at den skulle genlades hver gang man havde affyret et skud, og processen var ikke særlig hurtigt. Først skulle der renses for krutslam, så skulle der nyt krudt i, herefter kuglen og når man endelig var klar igen havde man været heldig at overleve så længe i kugleregnen. Når hærene kom tæt på hinanden satte man store dolke, kaldet bajonetter, på spidsen af musketterne. Så havde man i det mindste den at forsvare sig med når man ikke kunne nå at genlade.

Musketten var god, når man skulle ramme sin modstander på distancen. Men når først den var affyret, tog det tid at lade den igen, og så gjald det om at holde nerverne i ro. I de pressede situationer var officerene ikke altid til megen hjælp.

Bajonetterne var selvfølgelig ikke så lette at kæmpe med som et rigtig sværd. Og sværdet blev stadig brugt i stor stil i 1700-tallet. Det var dog ikke de kæmpe tohåndssværd, man havde haft i middelalderen. De var simpelthen blevet for langsomme og tunge, og da man ikke brugte rustning mere var der ingen grund til at have så tunge våben. Nu havde man ingen panser, så bare et let stik ville kunne skade modstanderen, og til det havde man udviklet nogle sværd (kårer) og tilhørende teknikker i Frankrig.

Kårene og fægtekunsten kom fra Frankrig. De bragte æresbegreberne tilbage til krigsførslen, men nåede sjældent at blive anvendt før krudt og kugler havde afgjort sagen. Sværdet blev mest brugt i dueller og til pynt for officerer. Nederst; en grov skibshuggert.

Skibshuggerten var et kort, kraftigt og groft sværd, og det var sømændenes foretrukne våben. Når det endelig kom til nærkamp på skibene var der ikke meget plads at slås på og så var en skibshuggert mere handy at bruge, end en lang kåre – det kunne jo også være at man fik brug for at hugge lidt i fjendens tovværk.

De første håndgranater dukkede op i 1700-tallet, men de kunne hurtigt veje 2 kilo, så der skulle gode armkræfter til at kaste den. Dengang har soldaterne (af gode grunde) næppe haft den store tillid til denne håndbombe, men senere i historien skulle den vise sig at blive et vigtigt våben for en soldat.

Soldaterne

Der var forskel på soldaterne i de to værn, flåden og hæren. I flåden kom mandskabet traditionelt fra gamle sømandsfamilier, fiskere osv. Man havde en lille standardbemanding i fredstid og i krigstid indkaldte man så reserven.

Hæren bestod af to forskellige militser; landmilitsen og hvervede tropper. Til landmilitsen udskrev man årligt 5000-8000 unge mænd, typisk karle og bønder. De havde jo nok af arbejde på de gårde hvor de tjente og derfor var de kun i militær tjeneste i få korte perioder. Til gengæld skulle de stille næsten hver søndag, i alt 40 om året i 8 år, på deres tjenestested – efter kirketid. Der kunne være en ret lang tur og træningen og disciplinen kunne være meget hård. Landmilitsen var ikke det sjoveste sted at være, men man havde også en anden og noget større afdeling af hæren som bestod af hvervede tropper – altså frivillige soldater. Den talte ca. 24.000 mand og her var de fleste faktisk udenlandske mænd, der kom til Danmark for at tjene lidt penge og opleve lidt eventyr.

Mod slutningen af 1700-tallet lavede man dog om på hæren, så det kom til at lige lidt mere den vi har i dag. Bønderkarlene var fortsat tvangsudskrevne og tjenestetiden stadig 8 år. Men nu var 2 år i fast tjeneste og de sidste 6 gik med regelmæssige øvelser. Hæren øgede sit antal til 35.000 mand, men der blev færre hvervede og udenlandske tropper. Man var indskrevet i hæren indtil man blev 45 og risikerede indtil da at blive indkald i tilfælde af krig.

Store Nordiske Krig

Den første og sidste krig Danmark udkæmpede i 1700-tallet. Danmark var dog ikke med i krigen særlig længe og opnåede ikke rigtig noget, måske lige bortset fra nogle af Danmarkshistoriens mest dristige og succesfulde søslag, hvor arvefjenden Sverige fik alvorlige klø. Et af disse slag var slaget i Dynekilden i Norge, hvor en stor svensk flåde blev overrumplet af en langt mindre dansk flådestyrke i en dristig aktion anført af en hvis Hr. Tordenskiold.

Tordenskiold

Tordenskiold er uden tvivl den bedst kendte danske søhelt gennem tiderne, men han var ikke den største målt på sejre.

Niels Juel

GENERALADMIRALLØJTNANT OG BARON NIELS JUEL I 1685.