Våben og krig

I 1800-tallet skete der noget banebrydende i udvikling af både våben og krig, og Danmark fik den tvivlsommer ære at blive forsøgskanin for begge dele. Først ny krigsførelse (terrorbombning) og senere en ny type kanoner…

Kanoner

Jernkanon fra Fregatten Jylland

Kanonerne var som i 1700-tallet den vigtigste del af krigsudstyret, men gennem første halvdel af det 19. århundrede skete der ikke den helt store udvikling, udover forbedringer i tændsatsen og mod større kaliber og mere sikkerhed. Bronzekanonerne viste sig at blive hurtigere slidte, mens jern blev billigere og derfor vandt mere og mere frem til fremstilling af kanoner. Omkring år 1850 kom der imidlertid hele 3 nye og helt banebrydende forbedringer af kanonen. For det første, havde man fundet ud af, at ved at lave snoede riller i kanonløbet og gøre projektilet ellipseformet, kan man skyde både længere og mere præcist. Det riflede skydevåben var opfundet og det er det princip, man stadig bruger i moderne våben.

Foruden det riflede løb, dukkede der også en ny lademekanisme frem, nemlig bagladeren. Der blev groft sagt sat en låge på bagenden af kanonløbet, og den kunne man åbne og derfra lægge ammunition i kanonen. Det var hurtigere, sparede både plads og mandskab, og ikke mindst, var det meget mere sikkert.

Sidst, men ikke mindst, kom eksplosionskuglen frem. De nye granater kunne nemlig indeholde en krudtladning, der sprang i luften, når spidsen ramte et mål.

Snoet riffelgang og baglademekanisme overførte man også til geværer, og ikke mange år senere havde man opfundet patronmagasiner, så man kunne affyre flere skud før man skulle genlade.

Bagladerkanon fra Fregatten Jylland

Efter 1875 begyndte man for alvor at bruge miner og torpedoer til søs, og de var en stor trussel for krigsskibene.

Krige

Slaget på Rheden og englænderkrigene

I foråret 1801 havde Danmark verdens 2. største flåde. Den bestod af store orlogs- og handelsskibe, fregatter og linieskibe, der næsten alle lå i Københavns Havn. De havde endnu ikke fået master og sejl på, for dem opbevarede man i depot for vinteren.

Men i England var man meget bekymret over den danske flåde. England var jo stadig i krig med Frankrig og Napoleon, og de var bange for, at Frankrig skulle få hjælp af den danske flåde, selvom Danmark havde meldt, at de ikke ville blande sig i krigen. Men det turde englænderne ikke stole, så de sendte deres bedste admiral, Lord Nelson, af sted med en stor flåde mod Øresund for at fjerne den danske trussel.

Da man fik øje på Nelsons flåde, skyndte soldaterne i København sig at slæbe store tømmerflåder med kanoner ud i havnen. De danske skibe var jo ikke klar, men de der lå i position til at kunne skyde mod englænderne, skyndte man sig at bemande og armere. Det blev til et 5 timer langt og meget voldsomt søslag, hvor danskerne ydede overraskende hård modstand. I kampene, der førtes på meget tæt hold, havde de høje Engelske skibe svært ved at dreje kanonerne så meget nedad, at de kunne ramme de danske tømmerflåder. Samtidig gjorde de danske kanoner stor skade på skroget på de engelske skibe når de ramte dem lavt. Alligevel var englænderne for stærke, og da admiral Nelson gik i land, fik han den danske kronprins Frederik til at skrive under på, at England nu havde kontrollen over den danske flåde.

Dengang var det imidlertid ikke så let at kontrollere noget der lå så langt væk, og den engelske konge blev hurtigt i tvivl om, om ”kontrol” bare var nok. Krigen med Frankrig kørte stadigvæk, og nu havde han nok gjort danskerne sure. Så han så ingen anden udvej end at sejle til København igen og få den danske flåde udleveret.

Sidst på sommeren i 1807 lå en kæmpe engelsk flåde atter i Øresund. Denne gang kom det dog ikke til kamp med det samme, for englænderne tilbød at ”leje” den danske flåde, med alt betalt efter krigen. Det forslag syntes den danske kronprins imidlertid ikke om og afviser tilbuddet, men det skulle han nok have overvejet bedre… Englænderne har sat 30.000 soldater i land nord for København og lagde dermed en ring omkring byen. Københavnerne forberedte sig på en langvarig belejring som man havde praktiseret i århundreder. Men om aftenen d. 2. september begyndte de mange engelske kanoner at dundre. Til anledningen havde englænderne medbragt nogle nye sprængraketter, der sprang i luften når de ramte og satte ild på alt i nærheden. Efter 5 dages bomberdement var store dele af byen brændt ned og befolkningen knækket, og den danske kronprins måtte give sig og udlevere den danske flåde. København havde fået den tvivlsomme ære af, at være den første by i verdenshistorien der blev terrorbombet, men det fulgte man godt op på især i 2. Verdenskrig over 100 år senere.

Englænderne sejlede således af sted med hele den stolte danske flåde. Nogle af deres skibe blev dog liggende i de danske farvande for at sikre, at der ikke blev sejlet varer ud til Frankrig fra Danmark. I Norge lå det sidste Danske linieskib, ”Prins Christian”. Det kom i kamp mod 5 engelske skibe ved Sjællands Odde, og efter et kort slag mistede Danmark sit sidste linieskib. Den danske kronprins og folket var meget bitre, og kronprinsen tillod, at alle, der havde lyst, kunne gå til kamp mod de engelske skibe. Han udstedte særlige kaperbreve til enhver som ville udruste en lille båd med en kanon og angribe og kapre de engelske skibe.

Offerviljen var stor og der blev bygget mange små robåde med en kanon i stævnen. Man havde husket fra det første slag med englænderne i København i 1801, at de høje engelske skibe havde det svært med de lave danske tømmerflåder og var meget sårbare i skroget.

I den følgende tid var der mange angreb på de engelske skibe og de lykkedes ofte for kaperne når det var helt vindstille, eller hvis de kunne få lokket de store skibe ind på lavt vand.

Englænderkrigen døde langsomt ud efter et par år, og de danske konger havde hverken lyst eller råd til at føre nye krige de næste mange år. Hen mod midten af 1800-tallet skete der dog noget, som førte til en ny krig. Schlesvig-Holsten ville rive sig løs fra Danmark og dette kunne den danske konge Frederik d. 7. ikke acceptere. Den danske hær blev sendt til Sønderjylland og besejrede også de schlesvig-holstenske oprører ved en række slag mellem 1848 og 50. Godt 10 år senere, i 1864 var den imidlertid gal igen og denne gang fik Schlesvig-Holsten hjælp af de store prøjsiske (tyske) og østrigske hære – og ikke mindst deres våben.

Prøjserne medbragte nemlig de helt nye langtrækkende riflede kanoner, og med dem sønderskød de det gamle trofaste danske forsvarsværk, Dannevirke, og hele det chanceløse danske artilleri. Prøjserne havde også de nye bagladegeværer, og med dem kunne deres soldater skyde mindst 5 skud for hvert dansk skud. Det var en ulige kamp. Til søs vandt de danske dampfregatter, Jylland og Niels Juel imidlertid et stort slag over den østrigske flåde, men det fik ingen betydning for det samlede resultat. Danmark måtte overgive sig og afgive Schlesvig-Holsten til det tyske rige.

1864 blev sidste gang Danmark var en stor krigsførende nation.