Våben og krig

Våben:

Vikinger fik ikke udleveret våben, når de skulle i krig, for de havde deres egne våben og deres eget udstyr med. Dette var de så knyttede til, at det ofte fulgte dem i graven.

Der var mange forskellige slags våben:

Sværd

Saxsværd.

Øverst på vikingens ønskeliste finder vi det tveæggede sværd. Dets klinge var af jern, og æggen (det skarpe på sværdet) var lavet af hårdt stål og lagt på klingen bagefter. Sværdet var slebet skarpt på begge kanter, deraf tveægget. Håndtagene var omviklet med lædersnøre, og sværdfæstet var smukt dekoreret. Det tveæggede sværd blev lavet i mange kvaliteter, men selv de ringeste var det bestemt ikke alle, der havde råd til. De helt fornemme sværd virkede som statussymboler og gik ofte i arv i mange generationer. Nogle gav endda deres sværd navne. De blev gerne opkaldt efter de bedrifter man havde udført med dem: Eksempelvis har sværdet Fodbider nok hugget en del fødder af nogle uheldige modstandere.

Der fandtes også et andet sværd, nemlig saxsværdet. Det var ikke vikingernes opfindelse, men stammede fra de britiske saxere. Det var let, men kun skarp på den ene side, og kunne kun bruges til at hugge, skære og stikke med. Længden varierede meget, men ofte var det ikke længere end, at det lignede en stor kniv. Senere fandt man på at lægge to saxknive ovenpå hinanden, bore hul igennem og sætte en skrue i, og så havde man pludselig opfundet – en saks!

Alle sværd og andre blankvåben skulle passes omhyggeligt og jævnligt slibes med en hvæssesten.

Økser

En økse bestod af et trekantformet jernhoved, der var skarpslebet i den ene side og tung bagtil, ganske som den stadig former sig, og så var det faktisk det mest almindelige våben blandt vikinger. Næsten alle brugte dem jo i det daglige arbejde til at hugge brænde med osv. Så man havde god øvelse, når man skulle i kamp. Nogle økser blev dog også lavet specielt til kamp, og dem kaldte man stridsøkser. De var ofte lidt længere og spidsere i enderne af øksebladet, så man også kunne bruge den del at hugge med. Stridsøkser kaldte man også ”barda”. Til søslag brugte man en stridsøkse, der nærmest havde en hage i den ene ende. Med et langt skaft påsat havde man et våben, der ud over at kunne hugge, også kunne bruges til at ”hage” sig fast i rælingen på et andet skib, så man kunne trække det til sig.

Vikingerne ville gerne tæt på når de skulle slås – også til søs .

Stridsøkserne var i mange størrelser og former. Nogle var ret små og kunne holdes i én hånd, dem kaldte man ”tenja”. Andre var så lange og tunge, at man måtte bruge begge hænder til at svinge dem, dem kaldte man ”genja”. De små økser var generelt mere praktiske i kamp, da man let kunne svinge og lave finter med dem. Med de store økser kunne man ikke beskytte sig med et skjold samtidig, og man måtte hugge igennem hver gang. Men ramte de, så var modstanderen også helt færdig og lemlæstet i en sådan grad, at man ude i Europa talte med frygt om de danske økser.

Høvdinger og de rige vikinger kunne få lavet mønstre i jernet og få det belagt med guld og sølv.

Bue og pil forbinder man unægtelig med indianere, men rent faktisk har man kendt til det overalt i verden. Hvem der først fandt på det vides ikke. Måske var det vikingerne, der introducerede bue og pil til indianerne, da vikingerne jo opdagede Amerika over 500 år før Columbus…?

I hvert fald var bue og pil også et vigtigt våben for vikingerne. Ligesom økserne brugte man også våbnet i det daglige, nemlig til jagt. I krig beskød man hinanden med pile, når man kæmpede mod andre skibe, og i situationer hvor man ikke kunne komme helt tæt på modstanderen med det samme. Men vikingerne undgik helst de lange bue-pil kampe, for de satsede mere på at overraske og overrumple fjenden, så man kunne slås mand mod mand.

Bue, pile og et kogge (hylster til pilene)

Spyd og lanser var også meget brugte våben blandt vikinger. Spydet var let og billigt og man kastede det uden tøven efter modstanderen. Man kunne gå hen og samle sit spyd op flere gange, men blev det væk, gjorde det ikke det store. Lanserne var tungere og havde et større metalhoved, dem brugte man både til at hugge og stikke med.

Som forsvarsvåben havde vikingerne deres skjold. Det var næsten altid rundt og ca. 60 – 100 cm i diameter og 5- 8 mm tykke. Det var lavet af ask eller lindetræ, der var limet eller nittet sammen, og på midten af skjoldet sad en skjoldbukkel – en metalkapsel der beskyttede den hånd, man holdt skjoldet med. Der var også en jernbånd rundt om skjoldet, så træet ikke sprækkede, når det blev ramt i siden. Skjoldene var ofte forstærket med jernbeslag og buer og malet i stærke farver for at skræmme modstanderne.

Skjoldet var altid i nærheden af en viking, når han var i viking (på togt eller i kamp). På afstand kunne det beskytte mod den regn af pile, der ofte mødte ham, når han angreb. I nærkamp kunne det tage alle de slag og hug, hans modstander uddelte, og man kunne både bryde og slå med det. Når der ikke var kamp, blev det ofte hængt på ryggen, og i skibene satte man sommetider skjoldene i siden, for både at beskytte sig selv mod pile (og uvejr) og selvfølgelig for at skræmme modstanderne.

Ringbrynjen

Det var ikke kun skjoldet, der kunne beskytte vikingerne, en særlig slags tøj var netop kommet frem til dette formål, nemlig ringbrynjen. Omkring år 800, i vikingetidens begyndelse, havde frankerne lært at hærde jern og fandt hurtigt på, at ved at kæde små jernringe sammen kunne man lave et effektivt panser til kroppen, som man samtidig kunne bevæge sig i.

En ringbrynje bestod af små jernringe, der var smedet sammen. Den var i starten ret dyr at få lavet og kun høvdingerne og de rige krigere brugte dem, men efterhånden blev de også almindelige blandt de menige soldater.

Ringbrynjen viste sig at blive så flexibel, at den kunne sidde over kroppens bevægelige dele, hvor man jo ikke kunne have plader og rustning på. I starten lavede man først og fremmest ringbrynjerne som kortærmede trøjer og til hovedbeklædning, men senere, i middelalderen, lavede man også bukser, handsker og sko.

En ringbrynje var temmelig tung, men det opvejedes af, at man nu kunne undgå at blive ukampdygtig af snitsår fra strejfende sværd og pile. En direkte pil eller hug kunne den dog ikke modstå, men ringbrynjen vandt alligevel så meget frem, at stort set alle landes krigere brugte dem i århundreder indtil skydevåbnet blev almindeligt i 1500-tallet.

En vikingehjelm har store horn i siderne. Det ser man jo på souvenirs, på logoer, i film og fra de danske roligans. Men hornene er og bliver en myte, for en hjelm med horn ville have været meget upraktisk af flere grunde; Man ville f.eks. let kunne komme til at prikke øjet ud på sidemanden i båden, hornene ville tage fat i tovværk og grene, og derudover ville de let kunne rammes og slås af i kamp. Man har muligvis haft hjelme med horn tidligere i jernalderen, men kun brugt til hellige ceremonier og den slags.

En vikingehjelm var bare en tynd stålplade, der var bøjet i en hovedform. Den var nem og billig at få lavet, alligevel var den et statussymbol, for man kunne jo gejle den op, alt efter hvor rig og betydningsfuld man var. De fleste krigere havde blot lidt forstærkning af metalbånd med en metalskinne ned foran næsen eller en metalbrille foran øjnene. Men lidt højere oppe i hierarkiet finder man hjelme med fine dekorationer i bronze og vedhæng af ringbrynje. Helt oppe i høvdingegraderne finder man pragthjelme med udsmykninger af sølv og guld. Sidst i vikingetiden blev en hjelm med spids top og en næsemetalskinne, der ikke dækkede udsynet så meget, mere almindelig. Den havde tit en lang flettet hårlok i toppen og køn var den måske ikke, men den vejede mindre og var sværere at hugge i.

Hjelm med næseskinne, hjelm med metalbrille, høvdingehjelm og den nyere hjelm med hårlok.

Krigstaktik

Knibtangsmanøvre

Selvom vikingerne ikke havde de mest avancerede våben og ofte var i undertal i kamp, herskede de ubestridt vores kontinent i godt 300 år. Det skyldtes især deres taktik og deres vildskab. Taktikken havde de luret fra romerne, så når de angreb, var det næsten altid til fods og i formation. Dvs., når de angreb på et åbent område, bredte de sig ud, så de kom til at virke flere end de i virkeligheden var. Når man så mødte fjenden sørgede vikingerne for at brede sig så langt ud, at de yderste kunne gå omkring fjenden og så angribe bagfra. Det kaldes en knibtangsmanøvre, og er stadig en væsentlig manøvre i moderne krigsførsel. Men taktikken var ikke alt, vikingerne var også kendte og berygtede for at være vilde og brutale kæmpere. I de forreste linier var de aller vildeste, dem kaldte man bersærkerne, fordi de åd giftige svampe, der gjorde dem så vilde og rasende, at de stod og bed i skjoldene før de, uden frygt, stormede frem mod fjenden. De kunne næsten ikke føle smerte, og hvis de ikke blev såret i kamp, bukkede de i stedet under for udmattelse, men da havde de også gjort det groveste arbejde. Det gjaldt i øvrigt for alle vikinger, at deres mod tit blev til dumdristighed. En viking var meget veltrænet, kampivrig og ikke bleg for at kaste sig i kamp mod flere modstandere, end han kunne klare. Døden var ikke det værste, for døde man som en modig kæmper, blev man en legende, og ens slægt ville blive hædret. Det var noget af det største, man kunne opnå i samfundet på den tid.