|
Med
Tordenskiold på slavetogt
af Dan H. Andersen.
Den 17. november 1706 stod Vestindisk-Guinesisk kompagnis stolte slaveskib
Christianus Quintus ud i Sundet. Nr. 67 og sidst på mandskabslisten var
yngste skibsdreng Peter Johansen Wessel, af en senere tid bedst kendt
som Tordenskiold. Han havde allerede en gang forgæves søgt ind på Søkadetakademiet,
og hans bror Henrik havde rådet ham til at opsamle kundskaber før næste
forsøg. Men derfor havde Peter jo ikke behøvet at vælge den farligste
forhyring af alle: et slaveskib til Afrika og Vestindien, hvor traditionelt
1/5 af slaverne og 1/3 af besætningen døde på et enkelt togt.
Christianus Quintus var omkring 33m langt fra stævn til agter og 8m i
bredden. Tonnagen var lidt under 400 tons. Med vore øjne har der været
uhyre trangt med 67 besætningsmedlemmer, otte soldater og fem passagerer,
men foruden besætningen skulle dette skib transportere flere hundrede
slaver fra Afrika til Vestindien.
Til Afrika
Passagen fra Helsingør ud gennem Kattegat var frygtet, fordi skibene for
at undgå de grunde farvande omkring Anholdt, Læsø og Skagen Rev søgte
ind mod svenskekysten. Men vestenvinde og -strømme drev dem ofte for langt
mod kysten med et længere havneophold i Sverige eller Sydnorge til følge.
Men denne del af togtet forløb uden uheld, og kaptajn Niels Corneliussen
Boomfelt satte kursen nord om England og Skotland.
Privatliv har der ikke været meget af med 80 mennesker på så lidt plads,
men besætningen var for de flestes vedkommende vokset op med store familier
i små huse eller lejligheder, hvor kun lidt var overladt til fantasien,
så på det punkt har livet ombord ikke været forskelligt. Kaptajn, officerer
og fornemme personer i kahytterne forrettede deres nødtørft i potter,
og mon ikke det var et af yngste skibsdrengs hverv at tømme dem ud over
skibssiden? Resten måtte forføje sig ud i galionen i stævnen, hvor der
var faste aftrædelsespladser.
Maden for en menig sømand adskilte sig ikke synderligt fra de fleste menneskers
på land. Ensformig, men mættende. Pr. uge var rationen:
½ pund flæsk
2 pund kød
1½ pund tørrede langer eller anden fisk
1 pund smør
3 liter gryn
1 liter ærter
4 pund hårdt brød
7 pund blødt brød de første 6-8 uger af rejsen
½ liter brændevin
en tønde øl for hele rejsen til Afrika.
1 liter vand pr. dag, når øllet var sluppet op
Dertil kom rationer af svesker, olie og øl-eddike efter skibsrådets bestemmelse.
Man har sikkert suppleret med frisk fisk, og måske en havskildpadde på
en heldig dag, og hvis øl og vand er blevet lidt vel slimet efter mange
uger i trætønder, har den daglige ration brændevin fået det til at glide
nemmere ned. Med den meget saltmad var væskemangel et problem, men vandrationen
blev suppleret med frisk vand indfanget i sejldug, som blev spændt ud
under et regnskyl. Det var på transporten fra Afrika til Vestindien med
hundredvis af slaver i lasten, at vandmangel blev livstruende.
Christianus Quintus ankrede den 18. februar 1707 op ud for det danske
fort Christiansborg på Afrikas vestkyst. Nu begyndte en periode med hektisk
aktivitet. Ladningen fra København i form af klædestof, lærreder, våben,
krudt m.m. blev bragt i land, og besætningen begyndte ombygningen af skibet
til slavetransport. Under dæk blev der bygget hylder eller interimistiske
mellemdæk med en lav højde imellem dem, så de lænkede slaver kunne pakkes
tæt. På selve dækket byggedes kogehus, afskærmninger til de kvindelige
slaver og ikke mindst skanser, hvorfra mandskabet kunne beskyde dækket.
Afsejling
Den 6. juni 1707 lettede Christianus Quintus anker for at sejle mod Vestindien
med 447 slaver i lasten. Det skete sikkert om natten, således at flest
mulige af slaverne sov, for man vidste, at risikoen for oprør var størst,
mens kysten stadig kunne ses.
Skibets kurs var bestemt af naturens jerngreb, som var blevet kendt gennem
flere hundrede års slavesejlads. Sydøstpassaten blæser svagt ind mod land,
og der er en stærk strøm langs med kysten, som forhindrede skibet i at
stå direkte mod vest. I stedet lod Christianus Quintus sig føre med strøm
og vind ned ad kysten længere ind i Guineabugten, indtil strømmen bøjede
udover, og skibet med det. Vinden var svag, og slaveskibene kunne drive
med livløse sejl i ugevis.
Med Afrikas kyst forsvundet i horisonten og den værste fare for en slaveopstand
ovre, begyndte rutinen på slaveskibet. Slaverne blev lukket op fra lastrummet,
og det normale var, at kvinder og børn gik nogenlunde frit om dagen, mens
de mandlige slaver kom op i grupper.
På sin vis var togtet indtil nu gået godt. Christianus Quintus havde på
tre måneder fået en fuld ladning slaver ombord. Men kaptajn Boomfeldts
iver for at få skibet fuldt lastet havde gjort opholdet på kysten lidt
for langt. Orkansæsonen i Karibien begyndte i anden halvdel af juli, så
han burde være afsejlet i perioden marts til maj. Det hele skyldtes en
for sen afsejling fra København. September eller allersenest oktober havde
været bedre, for nu var skibet kommet ud af takt med årstiderne og kunne
risikere at løbe ind i en tropisk orkan for enden af togtet.
Nu begyndte de første dødsfald at indtræffe. En slave blev uden ceremoni
smidt overbord, mens søfolkene fik lidt mere formfuldendte begravelser
afhængigt af deres rang. Den første tid efter afsejlingen fiskede mandskabet
på slaveskibe efter de hajer, der fulgte i kølvandet, men derefter holdt
de op, fordi hajerne havde spist sig mætte i lig.
Alt afhang af, hvornår vinden friskede op og bar skibet over Atlanterhavet.
Vandet, som i forvejen ofte havde været brakvand, lugtede efter uger og
måneder i trætønder så afskyeligt, at man måtte holde sig for næsen under
indtagelse.
Men Christianus Quintus fik passaten i rette tid, og hvis kaptajn Boomfeldt
måtte holde sig til sin kahyt, svækket som han var af en tærende sygdom,
så viste overstyrmand Cornelius van der Stolck sig kapabel til at navigere
skibet den sidste del af ruten til St. Thomas. Det var heromkring, den
11. september, at skibet kæmpede for sit liv med en tropisk orkan, som
hærgede Karibien med "Honger og Siugdom" til følge, således som St. Thomas'
guvernør Jochum v. Holten malende skrev til kompagniets direktører. Skibe
var sporløst forsvundet, andre sunket ud for St. Thomas havn. "Negeriet",
hvor slaverne blev opbevaret inden auktionen, blev delvis ødelagt af orkanens
rasen. Det havde været så slemt, at en flodbølge havde revet kister og
lig ud af gravene, og inde i landet var huse, sukkermøller, sukkerrør
og andre afgrøder ødelagt.
Christianus Quintus befandt sig i orkanens udkant, og det var det værste
tidspunkt af alle at blive ramt af uvejr. Både besætning og slaver var
svækket af mere end tre måneder til søs med ensidig kost og for lidt væske,
stinkende vand, der i sig selv var sundhedsfarligt. Mangelsygdomme som
skørbug og beri-beri, sår, der ikke ville heles, sygdomme, der efter en
længere inkubationsperiode var begyndt at sprede sig, manglende mulighed
for fysisk udfoldelse, alt det svor sig uundgåeligt sammen på togtets
sidste del.
Christianus Quintus selv var ikke længere det smukke kompagniskib, der
tiltrak beundrende blikke ved afsejlingen fra København ti måneder tidligere.
Der var en ulidelig stank af uvaskede kroppe, afføring, forrådnede sår,
grønsaltet fisk og kød fra Danmark, der var ved at give op overfor tropisk
varme. Sejl og reb var mørnede af vind og vejr, og skibet var tungt at
manøvrere p.g.a. muslinger og andet, der havde suget sig fast på bunden.
Da skibsjournalen ikke er bevaret, ved vi ikke, hvorledes og hvordan slaveskibet
kom gennem stormen. Man har utvivlsomt lukket alle luger, og der må have
været et rædselssceneri i lasten, hvor over fire hundrede lænkede slaver
hjælpeløst er blevet slynget omkring i mørket. De har kunnet høre skroget,
der gav sig for orkanens rasen, og vandet, der trængte ind igennem sprækkerne
mellem de trætte planker.
Men skibet red stormen af, og den 22. september 1707 fik guvernør v. Holten
på St. Thomas besked om "det højlovlige Kompagnies Slavehaler Skib Christianus
Quintus laa ved Buchen Eiland til Ankers." Af 447 slaver var 408 stadig
i live, en tabsprocent på 8,7, hvilket var den hidtil laveste af alle
kompagniets slaveekspeditioner. Kaptajn Boomfeldt havde på det tidspunkt
været en syg mand i ti uger, og han udåndede samme dag, som skibet ankrede
op, næsten som ville han opleve sit skib sikkert i havn.
Udnævnelsen af en ny kaptajn gav anledning til et mindre mytteri blandt
mandskabet. Det naturlige valg var overstyrmand van der Stolck, som havde
ført skibet på den sidste vanskelige del af togtet. Han var åbenbart upopulær,
for da guvernør v. Holten to dage efter ankomsten proklamerede Stocks
udnævnelse for besætningen, råbte en af dem, at så gik de alle i land.
Her blev de advaret om konsekvenserne, og derefter "taug dog alle stille",
hvorefter skibet affyrede ni kanonskud for kaptajn Cornelius van der Stolck.
Yngste skibsdreng Peter stod sikkert allerbagerst under det lille mytteri,
men her så han, hvorledes en opsætsig besætning skulle behandles. Ingen
indrømmelser, men derimod skulle bissen skrues på med det samme. Den lære
tog han til sig, og som skibschef var han særdeles håndfast over for protester
fra mandskabet. Der kunne ikke være tale om snarlig afsejling.
Christianus Quintus trængte hårdt til reparation, og returlasten af råsukker
og bomuld skulle indsamles. Det var først den 23. marts 1708, at skibet
afsejlede St. Thomas. I mellemtiden havde besætningen rig lejlighed til
at nyde byens og øens fristelser, og man må vel regne med, at selv en
skibsdreng har fået landlov.
Rejsen hjemad
Ruten tilbage fra Amerika var allerede fundet af Columbus på hans første
ekspeditioner: Skibet sejlede ikke direkte mod øst, men styrede nordpå,
og omkring Bermuda ændredes kursen mod nordøst. Som på udturen sejlede
skibet nord om England, og den 20. juni 1708 kunne direktionen for Vestindisk-Guinesisk
Kompagni se sit længe ventede skib Christianus Quintus ligge til ankers
på Christianshavn.
Af den oprindelige besætning på 67 mand opnåede kun 26 at se København
igen, men en af dem var yngste skibsdreng Peter Wessel. Han havde overlevet,
hvor andre døde. Men det gjorde ham ikke forsigtig. Måske har det tværtimod
overbevist ham om hans usårlighed, for få måneder senere tog han på langfart
igen: med ostindiefareren Fridericus Quartus til den danske koloni Trankebar
i Indien. Men det er en anden historie.
Læs mere om
Tordenskiold i bogen "Mandsmod og kongegunst".
www.aschehoug.dk
|
