Vikingernes Sejlads

På vikingeskibsmuseet i Roskilde sidder Max Vinner, en søstærk museumsinspektør, der om nogen er fulgt i vikingernes kølvand. Han deltog i 1984 i en ekspedition til Grønland med en tro kopi af et af Skuldelevskibene, nemlig det norske skib Saga Siglar. I det følgende fortæller han ud fra egne erfaringer om vikingernes sejlads.

Hvordan navigerede vikingerne?

”Der findes kun meget uklare skriftlige og arkæologiske kilder til vikingernes navigation både langs kysterne og over åbent vand. Men det er en uigendrivelig kendsgerning, at de har gennemført betydelige sørejser næsten overalt i datidens kendte verden. Facit: At de nåede frem og tilbage ret regelmæssigt - er altså givet. Men mellemregningerne: Hvordan fandt de vej? – henstår i det uvisse. Det er almindeligt accepteret, at væsener der udelukkende færdes i naturen, har bemærkelsesværdige evner til at finde vej, endda over meget store afstande uden, at det kan forklares. Accepten gælder imidlertid mest for fisk, fugle, hav- og landpattedyr samt visse insekter – ikke for mennesker. Det sidste formentlig, fordi mennesker i nyere tid og ikke mindst i dag har været og er totalt afhængige af instrumenter, som for eksempel GPS. Hvem tør sejle uden? Da imidlertid mennesket har fundet uhyre godt vej før de instrumenter, vi historisk kender til, var opfundet, må udviklingen i den menneskelige navigation i grove logiske træk have været følgende:
Det basale koncept i fortidig navigation er en slags sanse- og naturnavigation. Navigatøren bruger en kombination af tegn i den omgivende natur og sine egne sanser.
Først udnytter han sine fra barnsben højt trænede sanser til at opfatte relevant information fra den omgivende natur (forekomsten af fugle for eksempel). Dernæst anvender han sin igen fra barnsben tillærte dygtighed, vundne erfaring og skarpslebne forestillingsevne til at tolke naturinformationen til at bestemme sit skibs kurs og omtrentlige possition. (hvilke fugle er der tale om, hvor langt fisker de fra land?).
Endelig handler han fornuftigt i henseende til at nå sit skibs mål i overensstemmelse med de forhåndenværende naturomstændigheder (sætter, dersom han vil i land, kursen efter fuglene, når de om aftenen flyver tilbage mod reden).
Denne rene naturnavigation (det er både naturen på havet og navigatørens egen natur, der er tale om. Ikke noget mystisk overtrosmumbojumbo her) forbedres gradvis ved opfindelsen af simple instrumenter som solkompas og jakobsstav og så videre.
Al tidlig navigations lærdom, erfaringer og tricks blev overleveret mundtligt og manuelt fra generation til generation. Når et trick ikke mere var nødvendigt (for eksempel på grund af udbredelsen af magnetkompasset), forsvandt det uden at efterlade sig spor hverken i sprogbrug eller skriftligt materiale. Efterhånden førte denne udvikling til at instrumenterne tog helt over. Urnavigationen var inde i hovedet på navigatørerne – nutidens navigation er primært udenfor og inde i instrumenterne.
Konklusionen af det her er, at selv om nutidens instrumentnavigation er meget meget mere sikker end naturnavigationen, så har tilstedeværelsen af instrumenter ikke været absolut nødvendig for at finde vej selv over store havstrækninger.
Hvor vikingernes navigation præcist befinder sig i denne udvikling er som sagt meget vanskelig at fastslå med sikkerhed på grund af de manglende kilder. Men de nåede altså frem – det er sikkert!”

Hvad stillede vikingerne op i kraftig blæst og storm?

”1. Blæser det op tages reb i sejlet. En lille knarr, som den vi sejlede til Grønland med, har et totalt sejlareal på 90 m2 og i alt 4 reb at gøre godt med. Hvert reb tager godt og vel 14 m2, så når alle reb efterhånden er inde er vi nede på 32 m2. Med så lidt sejl kan skibet ikke regne med at vinde noget mod vinden overhovedet, men må nærmest nøjes med at ligge bi og drive mod læ med op til 20 sømil i døgnet.
2. Øger vindstyrken til ligefrem stormende, så der bliver fare for, at søer brækker ind i det åbne skib, må man til at sejle for vejret ”sigla unna”, som det hedder. Råsejlet giver et dejligt løft til forskibet og farten gør, at søens anslag mod agterskibet ikke bliver så kraftigt.
3. Bliver farten for stor indfinder sig imidlertid en ny fare, hvis man begynder at sejle hurtigere end søen. Flatøbogen bruger udtrykket ”sigla lausum kili” for at sejle sig kølløs. Det vil sige, at skibet planer så stærkt på søerne, at roret kun står i skum og mister sin styreevne. Så kan det værste ske, nemlig at skibet nærmest styrter sidelæns fra en bølgetop ned i bølgedalen foran og derved fyldes med vand af den sø, det faldt ned fra! Det kan forebygges ved at reducere sejlarealet yderligere med ”svidris vid raa midja”. Svigtningen foregår ved at binde midten af sejlets underlig helt op til råen, så der nu kun er to mindre trekanter på begge sider af kølen til at drive skibet og balancere det på lænseren.
4. Næste trin bliver at bjærge det svigtede sejl helt og løbe for den bare mast. Det gjorde ”Saga Siglar” under den videre sejlads fra Grønland til Newfoundland i 1984, da de kom ud for en orkanagtig storm på over 35 meter i sekundet. I 12-14 m høje bølger lænsede knarren uden sejl i 10 timer uden at få noget vand indenbords. Gennemsnitsfarten var 8,4 knob, men de udløbne 84 sømil var heldigvis nogenlunde i den retning man skulle, og der var plads nok.
5. At den åbne båd er tvunget til ”sigla unna” teknikken i storm på det åbne hav for ikke at blive fyldt med vand kræver jo netop plads nok i læ. Dukkede der pludselig en lang kyststrækning op foran skibet, var der kun den allersidste mulighed tilbage: at ”sigla til brotts” op på kysten med fuld fart, så det grundtgående skib kom over eventuelle revler og så højt op på land, som muligt. Orkneyinge saga fortæller om to skibe, der sejler sammen: ”Onsdag var stormfuld, men natten til torsdag så de land. Det var da meget mørkt, men de så brænding hele vejen rundt om skibet. Til dette tidspunkt havde de holdt sammen. Men nu var der ikke andet at gøre, end at sejle de to skibe til brots, og det gjorde de. Der var en klippefuld kyst lige foran dem, og kun en smal forstrand med klipper bagved. Alle mand blev frelste, men mistede det meste af deres egendele; nogle af disse blev dog skyllet i land i løbet af natten””.

I dag bygges vikingeskibe med formidling og ikke vikingetogter for øje. Den 4. september i år søsættes således ved vikingeskibsmuseet i Roskilde en kopi af Skuldelev 2 under stor festivitas. Således lever vikingernes stolte skibsbygnings traditioner videre den dag i dag.