Middelalderskibe.

Et godt stykke op i middelalderen sejlede man på vore breddegrader stadig rundt i de samme skibe som i vikingetiden. Lidt efter lidt begyndte nye skibstyper dog at vinde frem - sydfra. Der kom flere master og flere sejl – endda forskellige. Nu var det ikke bare ligetil for hvermand at sejle, og der begyndte at komme egentlige søfolk.

 

Et af de tidligste og mest velbevarede skibsfund, man har fra middelalderen er det såkaldte ”Gedebyskib”. Det stammer fra omkring år 1200, og skibstypen minder mest om et handelsskib fra vikingetiden. Det havde haft et råsejl, men roret sad ikke i styrbords side og der var andre ting i konstruktionen, der tydede på, at skibsbyggerne havde fået inspiration andre steder fra. Skibet havde sejlet landbrugsvarer fra Lolland Falster til Nordtyskland og her var hvad skibsbyggerne havde ladet sig inspirere af, nemlig den nye skibstype, koggen.

 

 

 


Tegning af tidligt eksempel på en kogge med kun et råsejl. Senere fik de 2 master og 2 sejl mere, for og agter.

Kun mindre skibe i Danmark og i norden fortsatte med at være klinkbyggede.

Koggen udkonkurrerer vikingeskibet

Koggerne var en ny skibstype, der i 1200-tallet dukkede op på vandene omkring de nye store handelsbyer i Nordtyskland, som var gået sammen i det såkaldte Hanse-forbund. Det var efter dette forbund koggerne fik deres tilnavn ”Hanse-kogger”. Hanse-forbundet kan du læse mere om i afsnittene om handel og mad og drikke.

Koggerne var på ingen måde en videreudvikling af de elegante og teknisk fremragende vikingeskibe, der gennem århundreder var blevet udviklet i Skandinavien. Koggerne var meget klodsede og uskønne at se på. De var ikke klinkbyggede, men kravelbyggede, dvs. at plankerne er lagt ovenpå hinanden, hvilket giver et glat skrog. Dæksbjælkerne er så ført gennem skibssiderne og holder skibet godt sammen, men på bekostning af smidighed. Skrogets bund var nærmest flad. Siderne var meget høje, og skibet havde høje kasteller (platforme) både for og agter. De tidligste kogger havde kun et råsejl og samme rigning som vikingeskibene, senere fik de dog helt op til 3 master og 3 sejl. Det ændrede stadig ikke på, at de var dårlige sejlere og som nævnt, ret uskønne at se på. Men koggen var et skib, der var bygget til tiden og som i sin udformning kom til, at inspirere sejlskibe de følgende mange hundrede år.

Hanse-stæderne var propfulde af varer, som skulle sejles frem og tilbage mellem byerne og til de nærliggende lande. Hanse-købmændene var dygtige og driftige folk, og fik efterspørgslen på dagligvarer til at eksplodere. Vikingernes luksusvarer blev yt og deres skibe blev umoderne. De mange dagligvarer krævede meget plads i skibene, og det var der meget mere af i koggerne. Man skulle heller ikke længere så langt omkring med varerne - ofte sejlede koggerne ikke længere væk, end op og ned af de tyske floder, og rundt langs kysten i de rolige Nordeuropæiske farvande. Til det kunne man fint nøjes med de begrænsede sejlegenskaber. Derudover var den flade bund endnu en fordel for koggen. De lave vande og de mange områder med ebbe og flod (høj- og lavvande) gjorde, at koggen ofte stødte på grund, og med den brede, flade bund væltede skibet ikke. Faktisk var grundstødningen ofte påregnet når det var ebbe. Mens skibet stod på bunden kunne man nemlig losse og/eller læsse det, og så ventede man bare på at højvandet skulle få det ud på søen igen.

Hvis du stadig sidder og undrer dig over, hvordan den kluntede kogge kunne slå det stolte vikingeskib, så prøv denne sammenligning: Hvad ville en købmand vælge at køre i? – en dyr sportsvogn, eller en billig varebil?…

Vrede-koggen – koggen som krigsskib

I middelalderen byggede man en masse borge med høje mure, og endnu højere tårne til forsvar mod fjender. Jo højere, jo bedre, for med de våben man havde, var det nemlig en fordel at stå højere end fjenden, for så kunne man stå i dækning og smide alle mulige ubehagelige ting ned i hovedet på ham. Det samme gjaldt jo til søs, og faktisk var koggen en lille flydende borg i sig selv, med de høje sider som mure og kastellerne som tårne. Det var simpelthen blevet nødvendigt for skibene at kunne forsvare sig, da alle de mange gode varer på søen selvfølgelig også tiltrak nogle, der meget gerne ville have fat i dem uden at betale, nemlig sørøvere.

Sørøverne havde meget svært ved at komme op på koggerne fra deres lavere både. Koggen var ikke blot perfekt som et godt sikret handelsskib, det var også perfekt som krigsskib. men efterhånden kom også fjendtlige styrker sejlende i kogger, og så gjaldt det pludselig om at have det højeste kastel. I England begyndte man også at lave krigsskibe efter samme princip, de blev kaldt smækker og havde tit ikke noget ”hus”, men to enormt høje kasteller for og agter.

I Nordeuropa holdt Koggen sin føring som både krigs- og handelsskib i over et helt århundrede, indtil en kraftigere skibstype, holken, vandt frem i midten af 1300-tallet. Holken var endda bare en væsentligt forbedret udgave af koggen: den var også kravelbygget, med dæksbjælkerne stikkende ud gennem skroget. Holkens skrog var nu lidt kraftigere og forstærket med fendere – lodrette planker, der også beskyttede mod bolværket på kajen. Derudover var det øverste af skroget klinkbygget og kastellerne var vokset sammen med skroget. Holken havde også op til 3 master og 3 sejl, og øverst i stormasten (og sommetider formasten) var sat et mastekastel – også kaldet mærs. Det mest nyskabende på holken var imidlertid riggen, som er den samme, man har brugt til alle sejlskibe lige siden.

Med vikingeskibet havde man sejlegenskaberne, med koggen formen, og med holken riggen, men ingen af disse 3 skibstyper havde fundet på noget nyskabende mht. sejlføringen. Man havde stadig bare det store firkantede råsejl, som kun var rigtig nyttigt i medvind, men det havde man en fundet en løsning på længere mod syd…

Karavellen og latinersejlet

 

 


Portugisisk karavel med latinersejl fra 1400-tallet, men de bruges faktisk stadig og ser ikke meget anderledes ud i dag.

Allerede fra slutningen af 800-tallet var skibe med en ny type sejl op nede i middelhavet. Det var trekantet og fik navnet latinersejl.

Latinersejlene kunne i sagens natur ikke få samme mængde vind i ryggen som det firkantede råsejl. Men det havde den fordel at, det kunne drejes op mod vinden og alligevel få fremdrift, så skibet kunne sejle i næsten modvind. At skibet i medvind så ikke kunne sejle så hurtigt pga. den mindre sejlflade, kompenserede man ved, at sætte flere master og sejl på skibet. Det var jo også helt nyt.

Selvom vikingerne var på mange besøg i Middelhavet, fandt de aldrig selv på at bruge latinersejlet. Heller ikke koggerne brugte det, faktisk kom det aldrig rigtig frem i Nordeuropa før meget senere. Vore dages eneste aktive sejlskibe, lystbådene, har kun trekantede sejl og bruger dem efter samme princip som de gamle karaveller. Som så mange andre skibstyper, er karavellen aldrig forsvundet. I f.eks. Portugal ligner en stor del af landets fiskerflåde stort set dem, man brugte for godt 600 år siden. Karavellerne blev de første store skibe, som førte latinersejl. De havde også, som de første, fået roret placeret helt tilbage i agterstavnen, midtfor. Det gjorde, at skibet reagerede meget hurtigere og bedre, når man styrede det. Til gengæld blev udsynet hæmmet, da der jo var master, sejl og tovværk lige foran styrmanden. Endnu værre var det, når skibet havde kahyt på, så stod styrmanden indenfor og kunne slet ikke se noget, og en mand udenfor måtte stå én udenfor på dækket måtte stå, og råbe hvorhen han skulle styre.

Karrack


Karracken Santa Maria var Christoffer Columbus’ flagskib.

Karracken var en anden ny type skib fra landene omkring middelhavet. Det minder til forveksling om karavellen, men på en række områder er den noget anderledes. Desuden skulle den komme til at spille en meget væsentlig rolle i verdenshistorien. Det var nemlig i en Karrack, ved navn Santa Maria, at Christoffer Columbus i 1492 sejlede over Atlanten og (gen)opdagede Amerika (vikingerne havde jo været der før ham). Colombus’ karrack Santa Maria blev eskorteret af to andre skibe, karavellerne Pinta og Nina. Forskellen på de 2 skibstyper bestod i at karavellerne var mindre, at de ikke havde noget dæk eller bovspyd og så førte de næsten altid kun latinersejl. Derudover var karrackens skrog noget kraftigere og yderligere forstærket med fendere. Toppen af skroget havde overbords indfald – dvs. at skroget var smallere i øverste dækshøjde (oppe ved kanten) end i vandlinien. Dette skulle gøre det sværere for fjender at borde skibet. Stormasten var meget dominerende og havde fået en lille mast sat ovenpå, hvor et lille sejl stor-mærssejlet sad. Under bovsprydet sad endnu et sejl, kaldet blindsejlet fordi det spærrede for udsynet. Karracken havde desuden et latinersejl på bageste mast - mesanmasten - hvilket også blev meget almindeligt på fremtidige skibstyper.

Selvom karracken Santa Maria fik den triste skæbne at gå ned, og Columbus måtte sejles hjem i en af karavellerne, så var det karrackens skrog, der blev bygget - og udviklet - videre på, til man udviklede galeonen og galeasen…

Galeonen

Galeonerne kom frem i Spanien først i 1500-tallet. De var væsentligt større, end skibe man endnu havde set. De var også rigtig gode sejlskibe, og skroget, der som nævnt, var en videreudvikling af karrackens, var blevet slankere og mere strømlinet, hvilket betød at det kom hurtigere frem. Skansen, som man kalder overbygningen bagpå, var blevet væsentligt højere, og skibene havde nu flere dæk. Den mest markante udvikling var imidlertid skibets stævn, hvor kastellet gradvist forsvandt, til fordel for en lavere fremspringende del, en galion. Med galionen havde mandskabet fået et nyt toilet og den fremspringende galion kom til at præge skibene også i 16- og 1700-tallet. Det samme gjorde agterspejlet, som så småt begynder at tage form på de spanske galeoner i 1500-tallet.

Fra omkring 1570 kom der endnu en mast oven på de to andre for at få plads til flere sejl. De 3 master kalder man fra neden og op: Undermast, mærsestang og bramstang.

Spanierne brugte mest galeonerne til lange ekspeditioner bl.a. til Amerika, hvorfra de førte store mængder guld og krydderier med hjem. Galeonen var et fremtidens skib, værre stod det til med galleassen…

Galleasse

De spanske admiraler var enige om, at de skulle bruge et nyt krigsskib, men ikke om, hvordan det skulle se ud. Nogle mente, at galejen stadig var det bedste krigsskib. Galejen var en skibstype, de gamle romere over 1000 år tidligere havde erobret hele Middelhavet med. Det var et langt og fladt skib, der havde en lang metalbov (vædder) i stævnen, beregnet til at støde ind i (vædre) andre skibe. Galejen førte ikke sejl, men havde hundredevis af årer, der blev roet af slaver. Andre admiraler mente, at de nye galeoner var de bedste og dem skulle man holde fast ved. Ingen af siderne ville give sig og den endelige udformning af det nye skib var lidt af et kompromis. Galleasse blev det nye krigsskib kaldt, og det var en ren blanding af galejen og galeonen. Skroget var langt som galejen, men højt som galeonen. Det havde sejl, men også hundredvis af årer, og så havde den en vædder i stævnen. Skibet var kæmpe stort og havde høje kasteller, bevæbnet med mange mindre kanoner (af mindre kaliber). Der var også plads til en masse soldater ombord til at borde fjendens skib når det sad fast i galleassens vædder. Galleassen lyder umiddelbart som en god kombination af rene fordele, men skibet var alligevel ikke helt vellykket, og det skulle få alvorlige konsekvenser…

Den spanske armadas endeligt – en ny epoke i krigsførelse til søs.

I 1588 var spanierne blevet uvenner med englænderne og den spanske konge satte sig derfor for at erobre England. Han udrustede en flåde på ikke mindre end 130 skibe, hvor de fleste var de nye store galeaser. Flåden var så enorm, og talte så mange mand, at den blev kaldt ”Den uovervindelige Armada”. Men englænderne var ikke sådan at skræmme, de havde nemlig et par nye trumfer i hånden. For det første havde de gået og kigget lidt på spaniernes galeoner og lavet deres egne udgaver af dem - og i form af krigsskibe. Dernæst begyndte englænderne at satse på de nye og stadig voksende kanoner, frem for mange soldater. Kanonerne begyndte man at bruge på skibene allerede 100 år før, men de var små og anbragt på skibenes kasteller, så de kunne skyde på fjendens mandskab. Fra omkring år 1500 kom de første kanonporte i skibenes skrog. De skulle kunne lukkes meget tæt så skibet ikke tog vand ind under sejladsen, til gengæld kunne der anbringes meget større kanoner fordi de stod så dybt i skibet, hvilket gjorde faren for at krænge over pga. vægt mindre. De laverestående og større kanoner var naturligvis meget mere velegnede til at skyde efter skibene end efter mandskabet og det havde englænderne tænkt sig at drage fordel af…

Da de to landes flåder mødtes lignede det på forhånd en ulige kamp, med spanierne klart i overtal, både hvad angår skibe og soldater. Men da den første kanonsalut havde lydt tegnede der sig et overraskende billede. De store galleasser var godt skrammede og deres kanoner var ikke engang kommet på skudafstand af de engelske skibe. Men englændernes store kanoner buldrede løs og kuglerne flænsede de store spanske skibe itu og dræbte og lemlæstede tusinder af lamslåede spanske soldater. Armadaen kunne intet stille op med dens svage kanoner, men ikke kun armeringen var englændernes underlegen – også skibene. Pga. den spanske galleasses høje skrog, var årene blev alt for lange at ro effektivt med. Det tog alt for lang tid at manøvrere det store skib rundt og det var umuligt at fange de små galeoner med galleassens vædder. Imens det store skib baksede rundt kunne de hurtige engelske galeoner under sejl både vende og skyde igen og igen.

Et efter et brød de spanske skibe i brand, og snart flygtede de sørgelige rester tilbage mod Spanien, men på vejen røg de ind i en storm, der ødelagde endnu flere skibe.

”Den Uovervindelige Armada” var en forældet flåde, både materielt og taktisk, og englænderne havde vist vejen for en ny type krigsførsel til søs, der kom til at præge den næste tidsperiode… 1700-tallet skibe.