Våben og krig

Middelalderen blev en tid fyldt med krige og konflikter, og man havde meget travlt med at finde nye våben og metoder til at slå hinanden ihjel med. Hen mod slutningen af perioden kom krudtet til Europa og nye våbentyper dukkede frem. De fleste mennesker bar våben til dagligt, undtagen i kirken, hvor de måtte stille dem i et lille hus foran kirken. Det er det, vi stadig kalder våbenhuset.

Ridderne

I vikingetiden kom krigerne fra stort set alle samfundslag. Men i middelalderen begyndte det danske samfund at blive skarpt opdelt i klasser, der hver havde både rettigheder og pligter – dog af meget forskellig art. Bønderne, der udgjorde 90% af befolkningen røg i nederste klasse, mens kongen, biskoppen og adelsmændene var allerøverst. Bønderne havde meget dårlige vilkår, de mistede al jord og skulle arbejde for adelsmændene, samt betale skat til kongen. Men kongen manglede folk til at indkræve skatterne og samtidig beskytte ham mod et eventuelt oprør fra bønderne. Derfor begyndte kongen at samle en mindre hær af folk fra de øvre klasser og betale dem for at være sine personlige soldater, og deraf opstod ridderne.

Kong Valdemar var meget udspekuleret, og gav bønderne mulighed for at betale en afgift, mod at de kunne blive fri for at stille som soldater, og pengene brugte han til at udruste sin nye hær af riddere.

Det blev hurtigt et meget ærefuldt hverv at blive ridder. Flere herremænd og fornemme mænd gik i træning og udbød sig som lejesoldater for den øverste samfundsklasse. De var selv i 2. klasse, men stadig langt fra bunden.

Ridderne gik meget op i æren: de skulle være tapre, høflige og tro mod Gud og kongen. Samtidig skulle de være fromme og retfærdige. Således opstod begrebet ridderlighed, og man bruger det stadig i dag om folk, der udmærker sig på disse områder. Man kan f.eks. blive ridder af Dannebrog og modtage et kors af selveste dronningen, hvis man har ydet noget ekstraordinært for landet.

Det kunne blive til nogle lange slag mellem ridderne, for de var godt beskyttede af ringbrynjer og jernplader.

Ridderne blev et folk, man så på med ærefrygt. De var ranke og veltrænede, og når de ikke var i krig deltog de i ridderturneringer, hvor de dystede med andre riddere, mest for ikke at kede sig og for at holde formen ved lige. Ridderturneringer var begivenheder som matcher vore dages landskampe, dog i en mere voldelig udgave, hvor det tit kom til lemlæstelser og dødsfald.

Men det var ikke meget, ridderne kunne nå at kede sig, for både konger, biskopper og adelsmænd brugte dem flittigt. Kongen til sit eget følge, også kaldet hird, når han red rundt på besøg i landet, eller skulle nedkæmpe sine mange rivaler (til posten som konge).

Biskoppen og kirken samlede forskellige steder i Europa store hære af riddere til, gerne med vold og magt at sprede det kristne budskab til de dele af Europa og mellemøsten, der endnu ikke var omvendt. Dette blev kendt som de berømte korstog, og de kom i store og historisk afgørende slag.

Endelig brugte adelsmændene ridderne som deres personlige beskyttere. Der var nemlig megen ufred, og bønderne som de nærmest behandlede som slaver, gjorde ofte oprør og kom derfor i mange hårde slag med ridderne. De endte næsten altid med at bønderne blev knust af riddernes overlegne våben og træning og erfaring med kamp. Men en gang i mellem fik bønderne dem dog overlistet.

Det skete bla. ved slaget i Ditmarsken i år 1500, hvor en bondehær havde gravet grøfter og sumpet markerne godt til, således riddernes heste gled og kastede ridderne af. I deres tunge rustninger havde ridderne ikke mange chancer, som de lå der hjælpeløse i mudderet. Nogle var heldige at drukne, men de fleste fik dødsstødet fra bøndernes primitive våben.

Det blev dog ikke mudder, der til sidst gjorde en ende på de stolte riddere og deres rustninger. Det blev indførelsen af krudt og kugler i midten af 1400-tallet. En rustning kunne ikke modstå en kugle og med dette nye ”feje” – eller ”uridderlige” våben forsvandt også æresbegreberne i krig, og en ny epoke i krigsførelse startede.

Krige (og konger)

Middelalderen blev en meget voldsom tid, magt var bedre end diplomati, og groft sagt kan middelalderens historie fortælles gennem dens mange krige. Og krige var lig med konger, for næsten alle krige blev startet af konger, der som regel sloges om magten eller mere af den. Dengang var der ikke rigtig nogen fædrelandsfølelse blandt befolkningen, man sloges altså ikke for landet, men for kongen. Krige startede ofte efter kongens forgodtbefindende og tusindvis af mennesker måtte lide og dø i meningsløse konflikter, der ofte endte resultatløse. Nogle blev dog markante vendepunkter i historien og fik indflydelse på, hvordan verden er skruet sammen i dag.

I de tidlige år af middelalderen var der stor kamp om at blive konge, og mange kandidater blev myrdet, mens landet røg ind og ud af borgerkrige. I 1157 er det dog slut, for et stykke tid, for da sætter Valdemar den store sig solidt på tronen og får samlet landet igen. Den indbyrdes fred i Danmark gjorde, at man endelig kunne samles om at få nedkæmpet nogle småluskede sørøvere, Venderne, som længe havde hærget og plyndret de sydlige danske byer. Så kong Valdemar drog med sine riddere ned til halvøen Rügen syd for Fyn, og på kort tid blev de vendiske bondesoldater nedkæmpet. Vendernes guddom, Svantevik, i form af en høj 4-hovedet træfigur, brænder danskerne af, mens venderne bliver tvunget kristne.

Billede af Svantevit

En figur af Svantevit kan du se i middelalderbyen på for sejl i 1000 år.

Samlingen af landet, og det succesfulde togt mod venderne, gav virkelig de danske konger mod på at følge den gamle devise om at erobre nye områder. Den næste Valdemar, Valdemar den Stores søn, som senere fik tilnavnet Sejr, erobrede først store dele af det nordlige Tyskland deriblandt Hamburg og Lübeck, før han vendte blikket mod øst, helt over til Estland. Estland var ikke nogen trussel mod Danmark, men de var stadig ikke kristne, så Valdemar Sejr angreb under påskud af, at det var et korstog. Esterne var imidlertid gode krigere og i det sidste store slag, der fandt sted d. 15. juni 1219, var danskerne ved at tabe. Men pludselig faldt et rødt flag med et hvidt kors i midten ned fra himlen, og så vendte slaget. Estland bliver kristent, mens danskerne døber deres sejrens og lykkens flag, Dannebrog, og tager det med hjem og gør det til symbol på det danske rige. Dannebrog er verdens ældste nationalflag, og vi bruger det som bekendt stadig. Dagen, d. 15 juni kaldes i øvrigt for Valdemarsdag.

Med Valdemar’ne blev Danmark Nordens og en af Europas førende stormagter, men det var en position, man måtte kæmpe for at holde. De næste 300 år ulmede uroen, både med nye magtkampe om tronen og de medfølgende borgerkrige og konflikter med Danmarks nabolande. I slutningen af 1300-tallet løste Danmarks første kvindelige regent, Margrete d. 1, uroen ved at danne en union – Kalmarunionen, som samlede Danmark, Norge og Sverige. Men diplomatiet var stadig kun noget kvinder forstod og da Margrethe døde i 1412 falder også unionen. Krig er stadig måden at nå resultater på og efter i århundreder at have trynet svenskerne, bliver det nu deres tur til at gøre lidt gengæld.

Oldenborgene og Svenskerkrigene

Sverige var indtil 1400-tallet kun et mindre land i Norden. Hele det sydlige område, Skåne, Halland og Blekinge hørte under Danmark og adskillige danske konger var også konger af Sverige. Desuden fyldte Norge, som var en del Danmark, sig også meget mod øst. Svenskerne blev ikke altid behandlet pænt af den danske overmagt, men tør ikke rigtig at gøre oprør. Først i år 1500, da de hører om de ”Uovervindelige” danske ridderes ydmygende nederlag til en flok smarte bønder i Ditmarsken (er omtalt tidligere) får svenskerne blod på tanden.

Det første oprør blev en lang krig over ca. 13 år som Kong Hans må bruge al sin tid på at udkæmpe. De lykkedes først for næste konge, Christian d. 2 endelig at besejre det svenske oprør. Freden sluttedes med en gigantisk fest i Stockholm, hvor de svenske stormænd er inviteret. Kong Christian d. 2 har ikke længere noget udestående med disse mænd, men han har desværre en kedelig ordre fra paven i lommen. De svenske stormænd havde nemlig bakket op om et angreb på en svensk ærkebiskop, Gustav Trolle og det var jo det rene kætteri. Kætteri var når man forbrød sig mod kirken, og det straffede man dengang med døden, og Christian d. 2 følte ikke han havde noget andet valg, end at udføre denne ordre. Næste morgen lod han 82 af de svenske stormænd halshugge i Stockholms gader, foran en lamslået svensk befolkning. Det sætter straks et nyt svensk oprør i gang og dette blev startskuddet til en lang række alvorlige krige mellem Sverige og Danmark.

Christian d. 2 fik tilnavnet Tyran af de svenske oprørere og han skyndte sig at flygte væk fra Sverige efter blodbadet. Det blev hans Oldenborgske efterkommere, der måtte tage de mange efterfølgende krige mod svenskerne. Oldenborg er en lille by, der ligger vest for Bremen i Tyskland. Fyrsteslægten her havde efternavn efter byen og så var den, lidt langt ude, i familie med Gorm den gamles kongeslægt. Da man i Danmark i 1448, pludselig løb tør for direkte efterfølgere af Gorm den gamle, spurgte man Greven af Oldenborg, om han ville være ny konge for Danmark. Greven hed Christian og han takkede ja, og det blev begyndelsen på en kongerække af Oldenborgere, der de næste 416 år besatte tronen i det danske kongehus. Det er også de kongenavne, der med undtagelse af en enkel Hans, har vekslet mellem Christian og Frederik op til Frederik d. 7, hvorefter Glücksborgene kom til og fortsatte navnerækken.

Som nævnt, blev det Oldenborgene, der kom til at tage krigene mod svenskerne.

Efter sin flugt fra oprøret i Sverige, som han nok kunne have slået ned, men ikke gjorde, blev Christian d. 2 fyret som konge og sat i fængsel i Sønderborg slot, hvor han tilbragte de sidste 27 år af sit liv. Frederik d. 1 fulgte ham som konge og derefter fulgte Christian d. 3., men i deres tid skete der ting i Europa, som forsinkede svenskerkrigene, nemlig reformationen – protestanternes oprør mod katolikkerne.

Det var først da Christian d. 4 kom på tronen i 1596, at der rigtig kom gang i svenskerkrigene igen. Christian d. 4 var nemlig glad for at slås, og startede sin regeringstid med en katastrofalt indgriben i 30-årskrigen, hvor katolikkerne drev ham helt op i Jylland. De blev heldigvis nødsaget til at trække sig tilbage igen for at slås videre mod tyske protestanter, men det ændrede ikke ved, at Danmark atter var et fattigt og ydmyget land, som stod alene med en stor gæld. De udpinte bønder fik regningen, men vendte sig mod adelen. Nu måtte det være deres tur til at betale. Der var ved at komme nyt bondeoprør i Danmark, men så skete der pludselig noget som afværgede dette. Svenskerne angreb landet. Denne gang sydfra op gennem Schlesvig-Holsten og i Skåne, det var starten på Kalmarkrigen. Men det var et kærkomment angreb for den slagne og upopulære konge, der så det som en mulighed for at få personlig oprejsning og samle landet igen. Det første lykkes, da Christian d. 4. deltog i et søslag, hvor han mistede sit ene øje, men dog alligevel fortsatte med at lede slaget, og vandt. Det var den berømte begivenhed, der starter kongesangen, som vi stadig hører, når dronningen er på besøg – og ved en fejltagelse til nogle af landsholdets udekampe. Trods flådesejren blev det samlede resultat dog et nederlag, og Sverige nappede et stort stykke af Norge.

Kong Christian d. 4. døde i 1654 efter 60 år på tronen. Han afløstes af Frederik d. 3., som også godt kunne lide at slås, og han øjnede hurtigt chancen for at få hævn over svenskerne, som i mellemtiden lå i en vanskelig krig nede i Polen. Men da danskerne trængte ind i Skåne vendte svenskerne hurtigt blikket hjemad, og de tog igen vejen sydvestover ind i Danmark via Sønderjylland. Dette angreb kom også bag på Kong Frederik, men han satte sin lid til, at flåden kunne forhindre svenskerne i at trænge østpå. Det kunne den nok have gjort , men desværre blev Norden i disse år ramt af ekstremt hårde isvintre og den danske flåden fryser inde, da hele Nordsøen bliver dækket af is. Svenskerne udnyttede situationen, og travede over isen på Lillebælt og derefter Storebælt. Kort før de nåede København skyndte den skrækslagne kong Frederik at overgive sig.

Den svenske konge Karl 10. Gustav accepterede overgivelsen, men på betingelse af at Sverige fik Skåne, Halland og Blekinge. Karl 10. Gustav fortryder dog hurtigt, at han ikke også erobrede København og dermed hele Danmark. Det måtte den grådige konge råde bod på, og en ny hær blev sendt af sted for at gøre arbejdet færdigt. Men denne gang havde københavnerne forberedt sig og ude på voldene dræbte de og slog i tusindvis af svenske soldater tilbage, mens de selv kun mistede 19 mand. Også ude i resten af landet gik det dårligt for de tilbagevendte svenskere. En dansk oprørshær anført af den berømte Svend Poulsen, bedre kendt som Gøngehøvdingen, fik med hjælp fra nogle tyskere, hollændere og polakker snart ryddet landet for svenskere. Danmark var reddet på stregen, men landet lå i ruiner og der måtte en omfattende genopbygning i gang.

Bønderne vendte sig igen mod adelen og herremændene, dem havde man nemlig ikke set meget til under svenskerkrigene. Denne gang fik bønderne opbakning af københavnerne og senere kongen. Det blev besluttet at holde adelen uden for indflydelse, når der skulle vælges ny konge og i stedet gøre tronen arvelig. Håndfæstningen blev afskaffet og kongen skulle nu have al magt alene. Det vil man i dag kalde et diktatur, men dengang kom det til at hedde enevælde.

Et diktatur forbinder man i dag med noget negativt, men da den nye forfatning om Enevælden blev vedtaget d. 10. jan. 1661, kom den til at føre en lang række gode ting med sig. Adelen var trukket hjem til deres godser og i stedet kom borgerne til magten. Den almindelige borger var nu ikke længere dømt til en tilværelse som han var født i, nu kunne han arbejde sig op til topstillinger og det var en helt ny tanke. I stillinger som mere eller mindre kvalificerede ellers havde været født til, kom nu den mest kompetente borger til og det skabte bedre kvalitet. Det motiverede også folk til at læse og der blev stor travlhed på Københavns universitet. (s.70 i ny hist.)

Våben

Våben og skjold var som i vikingetiden, stadig krigerens udstyr. Sværdet, som var ridderens foretrukne, blev både længere og tungere - nogle så meget at man måtte bruge begge hænder til at betjene dem.

Økser, krigshamre, lanser og spyd blev også større og fik mere og mere drabelige udformninger. Generelt blev alle våben tungere, det var simpelthen nødvendigt for at kunne få kraft nok til at gennemtrænge rustningernes panser. Mod de tunge våben var det altså stadig skjoldets opgave at forsvare krigeren, og derfor måtte det forbedres væsentligt. Man lavede det større og gav det en nærmest trekantet form for sådan kunne det bedre dække en mand til hest. Det blev desuden støbt i jern for bedre at kunne holde, hvilket det naturligvis også blev tungere af. Så derfor fik det 2 stropper, så man kunne holde det med hjælp fra underarmen. Dermed sad det også bedre fast, og det var sjældent, at en ridder mistede sit skjold, selvom han blev slået af hesten. Det nye stærke skjold blev ridderens kæreste eje, og det blev her han satte sit kendetegn, for at vise hvem han var. Skjoldene kunne man se sat op på borge og skibe, lidt på samme måde som firmaer i dag sætter deres navn eller logo på facaden – det er faktisk fra ridderne ideen stammer. Selvom skjoldet forsvandt fra krigerens udrustning i slutningen af middelalderen, så fortsatte det som symbol helt op til vore dage. På linie med dannebrog har vi Danmarks riges våbenskjold som nationalt symbol, og hver kommune i landet har sit våbenskjold, som man typisk kan se i telefonbogen, i pjecer om kommunale oplysninger og over indgangen til rådhuset.

Odense kommunes våbenskjold på rådhuset .

Bue og pil

Bue og pil var stadig et vigtigt våben i middelalderen. Næsten ethvert slag startede med, at to hære stillede sig op foran hinanden med flere hundrede meter mellem dem, og artilleriet, bueskytterne, stod på linie og affyrede en sand regn af pile mod hinandens hære. Det gjaldt om at komme i ly af skjoldene, når sådan en regn slog ned, men skjoldene kunne ikke dække alt, så mange blev ramt – særligt på ben og fødder. Det var vigtigt at få uskadeliggjort modstanderens artilleri og her sendte man typisk de hurtige riddere mod bueskytterne. Undervejs var ridderen og ikke mindst hesten ret udsatte for pilene, selvom en pil normalt ikke kunne gennemtrænge rustningens jernplader. Nåede ridderne deres mål, var bueskytterne til gengæld prisgivet, bue og pil var bestemt ikke noget nærkampsvåben.

Langbue

Langbueskytterne stod gerne bag nogle spidse pæle, der var rejst mod riddernes heste.

I 1300-tallet dukkede langbuerne frem på slagmarken i England og snart også i det meste af Europa. Det var nemlig en meget sofistikeret bue, der var lavet af buemagere og af bestemte trætyper, som taks, elm, ask eller hassel. Buestrengen var af hamp, omspundet med lyst hørtråd. Pilene var af asketræ. I den ene ende (forenden) sad en metalspids, og i den anden (bagenden) sad tre halve gåsefjer, som sørgede for, at pilen holdt sin bane i luften. Pilen skulle i reglen være ligeså lang som en mands arm, eller som halvdelen af buen, og buen skulle i reglen være ligeså lang som skytten, men var ofte op til 2 meter. Der skulle en stærk mand til at spænde en sådan bue, men så var den også et yderst farligt våben. Den kunne skyde længere (over 300 meter) end alle andre buer og dermed også hårdere. På op til 180 meter, kunne en pil fra en langbue trænge gennem en ringbrynje, eller dræbe en hest, og tættere på kunne den gennembore en almindelig pladerustning. Bueskytterne sigtede først og fremmest efter hesten, men den største bonus var, at ramme ridderen i benet, så pilen gik videre ind i hesten. Så havde man en såret og hjælpeløs ridder, der var naglet fast til hans døde hest.

Armbrøst

Hvor hårdt og langt man kunne skyde med bue og pil var naturligvis begrænset til skyttens armkræfter, men man havde også fundet på et andet våben, som ikke krævede så store armkræfter, nemlig armbrøsten. Armbrøsten var en lille bue, som var sat på enden af en stok eller stav. Den havde den fordel, at den kunne spændes op og låses indtil man skulle skyde, og man kunne tage godt sigte, ligesom vore dages geværer, uden at blive træt i armene. Minuset var så, at når man havde affyret pilen tog det tid, før armbrøsten var ladt på ny. Faktisk er armbrøsten ikke et buevåben, men et kastevåben.

Armbrøsten havde sine begrænsninger i krig, men til jagt var den helt perfekt.

Der var mange måder at spænde en armbrøst på. En af de mest almindelige var, at stikke foden gennem bøjlen og derved holde våbenet fast, mens man trækker buestrengen op mod sig selv.

Skydevåben.

Første gang der blev brugt skydevåben i Danmark var omkring år 1440, hvor et bondeoprør blev bremset af kongens nye kanoner. Det var en ny epoke i krigsførelse, men det tog alligevel mange år før, skydevåbenene helt tog over. De første kanoner var nemlig så primitive, at kuglen ikke kom hårdere, end en voksen mand kunne kaste og det lavede ikke mange buler i modstandernes skjolde og rustninger.

I middelalderen bliver der gjort meget stor forskel på folk. Kongen og adelen styrede landet, under dem kommer stormændene og herremændene (ridderne). Derefter kommer købmændene og længere nede de jævne borgere, der boede i byerne. Helt i bunden lå bønderne. De blev agtet og behandlet så usselt af herremændene at man nærmest kan betegne dem som slaver. Bønderne må slide dagen lang, de skal betale skat til kongen, foruden leje til herremændene og så skal de stille som soldater for kongen når dette krævedes – og det var ikke så sjældent.