Drama (1-3. + 4-6. klasse)
Christian d. II og Amagerbønderne:
Baggrund:
Christian II, der var dansk konge fra 1513 til 1523, giftede sig i 1514 pr. stedfortræder med den nederlandske prinsesse Elisabeth, der kun var 14 år gammel. Da Elisabeth i 1515 kom til Danmark for at blive forenet med kongen, blev hun konfronteret med kongens elskerinde gennem adskillige år, Dyveke.
Christian havde mødt Dyveke og hendes mor, Sigbrit, da han var statholder i Norge, og han holdt så meget af Dyveke, at han tog begge kvinder med sig, da han vendte tilbage til Danmark.
To år senere, i 1517, døde Dyveke pludseligt. De fleste moderne historikere mener, at hun døde naturligt af sygdom – måske blindtarmsbetændelse – men i datiden opstod der straks rygter om, at Dyveke var blevet forgivet af adelsmanden Torben Oxe, der skulle have sendt Dyveke nogle forgiftede kirsebær.
Christian II var en stor beundrer af nederlændernes evner som handelsfolk og som jorddyrkere. Derfor fik han omkring 1520 bragt nogle nederlandske familier til Danmark, hvor de fik jord stillet til rådighed på Amager. Dermed fik kongen mulighed for at spise nye og fremmedartede grøntsager lige som kendskabet til disse efterhånden blev bredt videre ud i landet.
Drejebog:
Personbaggrund og personkarakteristik til brug for de medvirkende:
Speaker:
Chr. II: rank og værdig – majestætisk gang, kigger forskende og lidt bekymret på Elisabeth,
lytter og nikker interesseret, når Sigbrit taler, han kigger ofte diskret i Dyvekes retning,
Vagter: skal stå bag kongen, bestemte, enten armene over kors eller stå med sværd eller lignende i en passende position, kigger rundt for at spotte eventuelle uromagere eller trusler mod de kongelige
Mor Sigbrit: Dyvekes mor og en bestemt dame, bliver kongens rådgiver pga. hendes indsigt i politik, handel, hendes praktiske tankegang, sans for jordens udnyttelse, arbejdede for handelens fremme, for orden og renlighed i byerne. Vandt stor indflydelse hos kongen. Administrerede selv en af kongens vigtigste indtægtskilder: Sundtolden. Måtte efterstræbt af adelen forlade landet i 1523, samme år som Christian II flygtede fra Danmark med sin familie.
Stammede fra en velhavende handelsfamilie i Nordholland, havde boet i Norge og her erhvervet sig som kromutter / vaffelbager. Hendes mand flygtet pga. uoverensstemmelser med rigets øverste.
Klog, udstråler ro og styrke, hviler i sig selv, noget robust, mandhaftig, erfaren, interesseret kvinde – kongen en god støtte til stor ærgelse for adelen, står ofte med armene over kors, kan godt uddele ordrer og hundse med folk, gestikulerende
Dyveke (Lille Due): Sigbrits datter og kongens elskerinde. De har kendt hinanden i adskillige år, mødtes da prins Chr.var statholder i Norge, er meget forelskede. Kongen ønsker kun at gifte sig med hende, men adelen kræver, at han vælger en ikke-borgerlig dronning.
Mild, smuk – ligner en Guds engel (alle mænd er indtaget i hende!), blid og yndefuld, fri og åben i sit væsen, ser venligt på alle mennesker, nærer faktisk omsorg for Elisabeth, fordi hun er så ung og uskyldig, men jaloux og modløs, fordi hun erkender / tror, at hendes forhold til kongen nu må slutte, sender i det skjulte håndkys til kongen, kernesund og stærk personlighed, holder sig standsmæssigt tilbage i følget, gør ikke stads af sig selv, nejer med resten af folkemængden for kongen og dronningen
Dronning Elisabeth af Nederlandene: Barnebarn af kejser Maximilian og søster til hertug Karl af Østrig: Blot 14 år, da hun ankommer til Kbh. gift med Chr. II ved stedfortræder, søsyg ved ankomsten og derfor lidt forkommen, glæder sig til at møde sin prins / konge, har et billede i en medaljon af ham!!!, uskyldig, genert over at se direkte på Chr., smiler meget, men ser også gentagne gange blufærdigt ned i jorden, selvbevidst om sin nye status som dronning, prøver at skjule sin træthed efter rejsen, vinker til folkemængden med det karakteristiske kongevink.
Erik Valkendorf: Ærkebiskop, som er udsendt til at hente Elisabeth og bringe hende sikkert og trygt i havn (og kongens favn), korrekt og majestætisk opførsel, virker derfor måske lidt streng og tilknappet, pligtopfyldende
Kammertjenerinder: Er med i båden sammen med dronningen, retter på dronningens tøj og hår ved ankomsten, følger hende tæt
Københavnerne: Står blandt publikum helt nede ved kajen, sprængfyldte af nysgerrighed, ivrige efter at se det kongelige optrin, voldsomme bevægelser og udbrud, overdrevent ærbødige over for de kongelige, knikser og nejer, samtidig nogle rigtige sladdertasker, som højlydt kommenterer de kongeliges udseende, Dyveke og mor Sigbrit, eventuelt også ytrer utilfredshed med opmærksomheden overfor Amagerbønderne
Torben Oxe: Adelsmand, betroet stilling hos majestæten, ca. 26 år, er utilfreds med Sigbrit og Dyvekes indflydelse på kongen og ønsker dem derfor af vejen, han er en kraftkarl – deraf hans navn, dukker op blandt publikum, slesk, lusket, går som en tyv med lange slæbende skridt og kigger sig ofte nysgerrigt og samtidig nervøst omkring, fremskudt hoved, evt. med en ”solskærmende ”hånd over øjnene, holder skarpt øje med begivenhederne og ikke mindst Dyveke, hans blik klæder folk af, fokus på grøntsagsboderne og kirsebærkurven, da han fra start har i sinde at forgifte Dyveke
Amagerbønderne: Meget ærbødige over for kongen og dronningen, bukker og nejer dybt, samtidig stolte over deres grøntsager, præsenterer dem på bedste måde, skal udvise myreflittighed og aktivititet - f.eks. ved at arrangere og omarrangere deres boder – evt. trillebør til at skabe liv, evt. bære kurve på hovedet???? Befinder sig på scenen under hele eventen (eller evt. et par stykker lige foran scenen)
Scene 1: Elisabeths ankomst
Elisabeth kommer sejlende med Hansekoggen. Om bord er foruden Elisabeth ærkebiskop Erik Valkendorf og et par middelalderdamer. De lægger til ved kajen, hvor Chr. II står med sit følge (2 vagter) parat til at tage imod på den røde løber. Mor Sigbrit og Dyveke står bag kongen. Torben Oxe er gemt blandt publikum. Fra båden og op mod scenen er der en smal afspærret gangsti, som følget skal skride op ad. Amagerbønderne er i baggrunden op imod scenen i fuld gang med at arrangere deres grøntsagsboder.
Indledningsspeak: ”Det er d. 8. august 1515 – omsider er den store dag oprundet, hvor den længe ventede Elisabeth af Nederlandene skal modtages som Chr. II's dronning. Københavnerne er på benene fra morgenstunden, de er strømmet ud fra staden gennem den østre byport, unge og gamle, store og små, alt hvad der kan krybe og gå for at se hende og være med til at byde hende velkommen”.
Der er vild opstandelse ved kajen: 3 københavnere står blandt (den forhåbentlig store mængde) publikum og medvirker til at skabe stemning omkring de kongelige. De strækker hals, skubber og maser evt. til publikum.
Københavner 1: Råber begejstret og klasker hænderne sammen: ”Se, nu kommer hun! Vor nye dronning”
Kammertjenerinderne: Retter på dronningens tøj og hår, før dronningen føres ned fra skibet af Valkendorf og går i land. Kammertjenerinderne går bag Elisabeth i land og nejer for kongen og hans følge.
Københavnerne råber: ”Hurra!!!” De nejer og bukker dybt.
Valkendorf: Går med Elisabeth ved hånden hen imod kongen.
Elisabeth: Hun kigger genert ned i jorden og knuger sin medaljon. Kigger dog i små glimt op på ham og smiler blussende.
Valkendorf: Bukker dybt og ærbødigt og overdrager Elisabeth i kongens varetægt. Han går tilbage på skibet.
Kongen: Kysser Elisabeths hånd og kigger efterforskende på hende.
Sigbrit og Dyveke (evt. resten af følget) nejer samtidig.
Københavner 2: Vender sig mod kongen og hans følge og siger en anelse mere dæmpet og drømmende: ”Vor nådige konge er dog den smukkeste af dem alle”
Københavner 3: Har fået øje på Dyveke, der står ved siden af kongen eller bag ham lidt forskudt, peger mod hende og siger med forargelse i stemmen: ”Hvor skammeligt! Minsandten om det ikke er Dyveke, kongens frille, der står og mænger sig i følget!”
Torben Oxe dukker op blandt publikum, opvakt af københavner 3's replik. Han spejder efter Dyveke med et lusket blik, gnider sig i hænderne og smiler ondt. Han følger hver eneste bevægelse fra det kongelige følge.
Sigbrit henvendt til kongen: ”Nej, se nu, hvem der har stillet an på torvet. Disse hollandske bønder plejer at have lidt af hvert at byde på, mon ikke også noget, der falder i højhedernes smag”.
Følget begynder at bevæge sig op mod scenen.
Sigbrit først sammen med kongen, der nu har Elisabeth ved sin side, efter dem følger vagterne og bag dem kammertjenerinderne og Dyveke, som diskret har gjort plads til de kongelige, så hun hele tiden er bag dem.
Idet kongen og Dyveke passerer hinanden, vender kongen sig om for at fange Dyvekes blik.
Dyveke sender kongen et diskret fingerkys, da deres blikke mødes.
Torben Oxe følger med - smygende og listigt og med et ondskabsfuldt smil - op mod scenen, men stadig banende sig vej ude blandt publikum.
Scene 2: Mor Sigbrit præsenterer Amagerbønderne for Chr. II.
Følget er nu oppe på scenen hos Amagerbønderne, der har dannet en cirkel med deres boder.
Mor Sigbrit: fører kongen og dronningen fra den ene side af scenen til den anden, så de kommer alle boderne igennem. De tager alle grøntsagerne i øjesyn, rører dem, dufter til dem og smager. De giver højlydt til kende, om de synes om dem eller ej ved hjælp af lyde og mimik: ”mmm, føj, puha da.....
Amagerbønderne knejser ærbødigt for kongen, hvorend han vender sig.
Kammertjenerinderne og Dyveke følger med rundt til grøntsagsboderne, men de går lidt for sig selv i deres eget langsommere tempo. De unge kvinder småsnakkende med bønderne, dufter til og smager på grøntsagerne.
Vagterne: er placeret helt ude i kanten af scenen, hvor de fortsat holder vagt – spejdende ud mod publikum.
Derfor kan Torben Oxe smutte ugenert op ad trappen og forbi dem. Under hele scenen bevæger han sig rundt på scenen i baggrunden, gnider sig i hænderne og griner slesk. Har hele tiden et vågent øje på Dyveke.
Sigbrit, kongen og dronningen går først hen til gulerødderne.
Kong Christian tager en gulerod op af en kurv, dufter til den og ser beundrende på den: ”Sådan et pragteksemplar af en krabat har jeg da aldrig set før”.
Sigbrit svarer med stolthed i stemmen: ”Nej, disse bønder kan bare ét og andet, ja næsten udrette mirakler med deres jord. Se blot dette kålhoved!”
De går hen imod blomkålsboden.
Kongen griber et kæmpe blomkålshoved mellem hænderne, dufter til det, grublende med den ene finger på hagen. Siger derefter til Sigbrit: ”De er vist en klog kvinde. Et sådant hoved vil jo kunne føde en hel familie”.
Elisabeth giver et vink til kammertjenerinderne, og de skynder sig hen til hende.
Kongen vender sig i samme øjeblik om og fanger Dyvekes blik.
Dyveke kigger sig først nervøst rundt, men sender ham så et fingerkys. Hun står nu for sig selv på scenen!
Torben Oxe: Han går målrettet hen imod en af boderne, hvor der er placeret en kurv med kirsebær. Han griber en glimtende mønt i lommen og betaler for en klase kirsebær til en af bønderne efter at have skamrost varerne. Dette gøres ved store armbevægelser, smaskelyde og en ærefuld gestus overfor bonden.
Sigbrit, kongen og Elisabeth fortsætter sideløbende med Torben Oxes handel småsnakkende hen til næste bod på deres rute, nu med kammertjenerinderne i hælene.
Kongen tager en god kvist persille og putter den i munden, gumler lidt, men spytter det bagefter diskret ud i et lommetørklæde.
Scene 3: Dyveke forgiftes
Torben Oxe går helt frem på scenen med en klase kirsebær i den ene hånd og en giftflaske i den anden (en flaske med en påklistret mærkat – et dødningehoved), som han finder i lommen. Han viser publikum, hvordan han hælder gift på kirsebærrene.
Dyveke står i den modsatte ende af scenen end de kongelige.
Torben lister sig ind bag Dyveke og går pludselig ud foran hende smiskende og siger med en knirkende stemme: ”Undskyld frøken... (fortsætter gerne i sang – melodi fra ”Landmandsliv”) må jeg byde dem et kirsebær, et som er sødt, et som er blødt, et som er rosenrødt. Tæl til 10 og så luk dit lille øje i... He He He” (gnækker for sig selv og ud mod publikum)
Dyveke virker først lidt overrasket, smiler venligt til Torben, men ser efterfølgende lidt eftertænksomt og mistænksomt på klasen. Hun dufter til bærrene og tager derefter en lille bid, der øjensynligt smager godt. Så godt at hun hurtigt spiser resten af bærrene.
Torben forsvinder atter ud til scenekanten, forsøger evt. at gemme sig bag en bod.
Dyveke fortsætter med at gå, efter et par skridt bliver hun tydeligt svimmel og dejser langsomt om på gulvet – lyden af tunge klæder mod gulvet.
Kongen vender sig forskrækket om og råber forfærdet: ”Dyveke, min engel”.
Han spæner hen til hende og knæler ned ved siden af hende.
Sigbrit og Elisabeth er fortsat optaget af grøntsagerne, men drejer hovederne ved kongens udbrud. Sigbrit haster bagefter kongen og knæler ved siden af kongen. Elisabeth slutter sig tøvende til dem, men holder sig i baggrunden og ser uforstående og usikker til.
Torben Oxe har fra sit skjul holdt øje med Dyvekes død og opstandelsen blandt folk, og idet han vil liste væk, kommer han til at vælte en kurv med grøntsager og snubler over et løg eller lignende. Det vækker vagternes opmærksomhed, og også kongen og Sigbrit kigger op.
Kongen brøler: ”Grib ham” og peger på Torben Oxe.
Vagterne parerer ordre, styrter efter Torben Oxe og fører ham væk og ned fra scenen. Dette foregår under afslutningsspeaket.
Torben Oxe: Gør modstand ved at prøve at komme sig fri fra vagterne, han er meget utilfreds.
Afslutningsspeak: ”Hvilken morale kan vi tage med os efter nu at have overværet disse dramatiske begivenheder? Måske at det hverken hjælper at være stærk som en okse eller spise kirsebær med de store, når man har med Kong Gulerod at gøre. Hollænderne fik efterfølgende store privilegier af kongen, uindskrænket ret til det meste af Amagers jord og var herfra med til at udbrede danskernes kendskab til dygtigt land- og havebrug.
Rekvisitter:
Grøntsager og store kurve
Giftflaske med dødningehoved
Kirsebær
Kærre / trillebør
Chokolademønt i guldpapir
Medaljon i en kæde
Lommetørklæder
Rød løber
Pæle og tov til afspærring af de kongeliges rute til scenen
Små dannebrogsflag