Vikingeskibe

Som betegnelsen vikinger (sørøvere) antyder, var vikingerne først og fremmest kendt for deres bedrifter til søs. Og skibene var også hele baggrunden for, at vikingerne kunne gå hen at blive et så betydeligt folk. Vikingerne var i bund og grund bare småbønder, der dyrkede jorden og forsørgede sig selv, som man gjorde i det meste af Europa på den tid. Men da alle deres landsbyer lå langs fjorde, bugter og havet, var det klart nemmest at sejle, når de skulle besøge, plyndre eller handle med andre byer. Vikingerne havde altså god erfaring med skibsfart og byggede og udviklede skibe, der var de bedste i verden på den tid. Og de muligheder, skibene gav vikingerne, gjorde altså, at de fik lyst til at komme ud og se lidt på verdenen…

Grundformen på et vikingeskib lignede meget det man havde haft flere hundrede år før, i jernalderen. Vikingerne forbedrede dog skibene på to væsentlige punkter; nemlig ved at tilføre mast og sejl, samt køl.

I masten, der oftest var en lang fyrretræsstamme, kunne man hejse sejl og derved blive drevet frem af vinden i stedet for, som hidtil, at skulle ro hver eneste meter. Masten blev forankret i en stor træblok, kaldet ”Kølsvinet” eller ”Mastefisken”, der var fastgjort til kølen i bunden af skibet.

Kølen er den lange tunge egetræsstamme, der sidder hele vejen under skibet midt på. Den rager et stykke ned i vandet, typisk 10- 15 cm, og sørger for at skibet holder balancen. Et sejlskib uden køl ville vælte og kæntre ved det mindste vindpust. Kølen alene var dog ikke altid nok; når kursen gik over store have med hårdt vejr, måtte man have ekstra vægt i bunden af skibet og fik man i form af store sten. Denne nødvendige ekstravægt kalder man ballast.

Kølen kalder man også skibets rygrad, og på den satte man spanter, der fungerede som skibets ribben, og som formede skroget.

Tværsnit af klinkbygget vikingeskib. Under dækket kunne der ligge sten som ballast.

På spanterne byggede man så siderne op af lange tynde planker, som overlappede hinanden og som lukkede skroget. Metoden kaldes for klinkbygning, og den var så genial, at den stadig i dag bruges ved bygning af mindre træskibe og robåde. Se selv efter næste gang du er ved stranden. Klinkbygning gjorde vikingernes skibe både stærkere, smidigere og lettere, og de kunne derfor klare selv hård søgang på de store have. For at få plankerne til, at forme sig efter skibets kurver kogte man træet mørt i lange kogekar og bøjede det derefter til, at passe et givent sted på skibet. Kogningen af træ har man brugt lige siden til alle træskibe. Plankerne på vikingeskibet blev sat fast med træ- eller jernnagler og selvom plankerne var formet præcist til at følge hinanden, så gjorde skibets smidighed at de gav sig lidt under sejladsen. Derfor stoppede man dyrehår dyppet i tjære mellem alle planker for at tætne skibet helt.

Vikingeskibets høje og spidse forstavn gjorde, at det nærmest skar sig gennem vandet. Der var altså minimal vandmodstand, og dermed blev skibet meget hurtigt. Agterstavnen var også høj og spids for at give skibet optimal balance, og samtidig havde det den fordel, at skibet kunne ”bakke”, hvis man var på en smal flod. Roret sad ikke på midten af agterstavnen, som det gør på nutidens skibe, men var altid placeret i den højre side bagtil, og her stod styrmanden med godt udsyn og førte skibet. Rorets faste placering gjorde, at vikingerne kaldte højre side styrbord og venstre side bagbord, og selvom roret røg ud i enden (agter) på stort set alle fremtidige skibstyper, så bruger man stadig styrbord og bagbord om skibssiderne i det maritime sprog.

Alle vikingeskibe havde kun et stort firkantet sejl placeret i midten af skibet, et såkaldt råsejl, som var lavet af uld. Råsejlet var spændt ud over en lang stamme, en rå, som hang i tovværk, midtfor masten. Riggen, altså tovværket til at spænde og hive i råen og sejlet med, var lavet af hamp eller sælskind. Ud over sejl havde stort set alle vikingeskibene årer liggende, så de også kunne komme frem hvis der var modvind eller slet ingen vind. Vikingeskibenes sejlføring var, trods det enkle store råsejl, slet ikke så primitiv endda. Ved hjælp af tovværket, lærte vikingerne sig nemlig at sejle på kryds, hvis vinden kom fra siden – hvilket man også kalder bidevind.

Vikingeskibene blev bygget ved håndkraft og altid lige ved vandkanten eller tæt ved vandet. Skibsbyggerne huggede planker ud af et træ med en økse, og plankerne blev derefter slebet med en høvl, kogt og sat på skibet.

Skibstyper

Der var naturligvis flere forskellige slags og størrelser skibe til forskellige formål:

Langskib (drageskib) med rødstribet råsejl og
dragehoved - og kamplystne vikinger.

Langskibet

Langskibet er det, man forbinder med det typiske vikingeskib. At det lykkedes vikingerne at komme så vidt omkring og handle, hærge og plyndre skyldes også først og fremmest langskibene. De kunne være helt op til 36 m lange, men der var forskel på dem, for man konstruerede skibene meget specifikt efter deres formål. De der skulle sejle på floderne ned gennem Europa fik en lav køl og blev ret flade og brede i skroget. Dermed kunne de flyde på lavt vand, og var samtidig nemme at ro. Skulle skibene derimod bruges på de store barske have, fik de en dybere køl – og ballast, så de kunne klare noget mere blæst i sejlene, uden at krænge over. Derudover blev de bygget meget lange og smalle, så de kunne sejle hurtigere, og siderne blev højere, så bølgerne ikke hele tiden slog ind over skibet.

Der var ikke rigtig noget dæk på langskibet, mændene sad på bænke, eller på hver deres skibskiste, hvori de havde alle deres ting. Så vikingerne var hårdføre folk og sov gerne under åben himmel, men blev vejret alligevel blev for slemt, så kunne masten kobles af og lægges på et par stolper (masteholderne) på langs med skibet, hvorefter man lagde sejlet henover som et telt. Skjoldene beskyttede mod høje bølger.

Langskibene fungerede oftest som krigsskibe og sejlede altid med et stort råsejl, der ofte var stribet eller havde et tegn/logo for at skræmme folk, eller for at vise hvem man var. Når vinden lå stille, eller blæste den forkerte vej, hev man sejlet ned, spyttede i hænderne og tog årene frem og roede. På de største skibe har der været helt op til 80 mand, der kunne ro samtidig.

På langskibets stævn var træet ofte udskåret i flotte mønstre, og på toppen sad hovedet af en figur, dyr eller en drage. Dragen forestillede vikingerne sig så lidt anderledes ud, end de kinesiske ildspydere, vi tænker på. Drager forbandt vikingerne med store frygtindgydende orme fra den nordiske mytologi, så som Midgårdsormen og Nidhug. Figurerne var enten udskåret i træ eller støbt i bronze. Vikingerne var nemlig, som alle andre sømænd, lidt overtroiske og gav derfor deres skibe en sjæl og et navn, som passede til skibets formål. Et krigsskib kunne f.eks. hedde store drage og have et frygtindgydende dragehoved i stævnen, mens sejlet var rødstribet og forestillede dragens vinger. Det havde den gavnlige virkning, at besætningen ombord blev mere modige, mens fjenden blev skræmt fra vid og sans.

Galionsfigurer. Ormen hin lange og Store drage.

Når vikingernes skulle angribe et mål, så foretrak de at snige sig ind på fjenden og lave et overraskelsesangreb, og det kunne lade sig gøre takket være langskibene. De var jo hurtige og så godt som lydløse, og med deres relativ flade bund kunne de sejle helt op på stranden, så vikingerne kunne løbe direkte mod fjenden uden at spilde tid med at landsætte og sjoske flere meter gennem vand. En anden vigtig ting var, at langskibene ikke var særlig tunge, da de jo var klinkbyggede. Faktisk kunne besætningen bære det, hvis der var et stykke land mellem havene eller floderne. Man stak simpelthen årene i årehullerne tværs gennem skibet, og løftede i hver sin side. Vupti! Knapt så vupti gik det imidlertid hvis skibet var fyldt med ballaststen - så måtte alle stenene losses ud ved den ene bred, hvorpå man bar skibet over land, og var man uheldig ikke at finde nye sten på modsatte bred, måtte man rende tilbage efter stenene ved den første bred. Surt show!

Skibsfund

Når vi i dag ved så meget om vikingeskibene, så skyldes det ikke gamle tegninger, for det lavede vikingerne aldrig. Men man har fundet en del ganske velbevarede langskibe, både i fjorde og i gravhøje, som tydelig viser hvordan de var konstrueret. De bedst bevarede, er dem man har fundet i gravhøje omkring den norske by Gokstad. Konger, høvdinge eller andre rige mænd blev nemlig begravet i deres skibe sammen med deres trælle, dyr, smykker og våben, så de var klar og udrustet til rejsen til Valhalla. Gokstadskibene stammer endda helt tilbage fra år 800, i begyndelsen af vikingetiden. De kan dog, trods alt, ikke længere klare turen på søen, men for godt 6 år siden byggede man på Maritimt forsøgscenter, en tro kopi af et af Gokstadsskibene. Skibet er et godt eksempel på et drageskib, det hedder nemlig Nidhug efter en drage fra den nordiske mytologi. Det har ingen striber på sejlet, men et skræmmende tegn der er malet på. Nidhug kan du se på For Sejl i 1000 år på Odense Havn – hvis du tør.

Mod slutningen af vikingetiden var en af Danmarks vigtigste byer Roskilde på Sjælland. Det var også en by med mange rigdomme, og som beskyttelse mod fjender havde man et stort befæstningsværk hele vejen rundt om byen. Lidt længere oppe af Roskilde fjord, ud for byen Skudelev, havde man placeret forhindringer mod fjender, der kom sejlende. Forhindringerne var dog ikke synlige, for det var udtjente vikingeskibe, som man havde sænket med store kampesten. På fjordens bund lå de så og spærrede for skibe, der ikke kendte til hvor de lå, og på den måde holdt man uønskede skibe væk. Efter nogle år gik ”Skudelevskibene” mere eller mindre til, dog ikke mere, end at der stadig var rester tilbage da man fandt 5 af dem i begyndelsen af 1960’erne. Skibene blev siden samlet som puslespil og udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. I 1977 gik 3 lærerskoleelever fra Den fri Lærerskole i Ollerup, sammen om, at rekonstruere det 5. af Skudelevskibene som deres afgangsprojekt. Skibet kaldte de LindheimSunds og det kan du se ved siden af Nidhug på For Sejl i 1000 år på Odense Havn.

Lindheim Sunds er et næsten 18 meter langt vikingeskib.

Handelsskibe

Som nævnt, havde vore skandinaviske forfædre ikke kun plyndringer og krig på sinde, når de drog ud. Mange vikinger var fredelige og ganske driftige handelsfolk og købmænd. Der var gang i handelen, som du kan læse om i afsnittet om handel, og de mange varer blev hovedsalig fragtet rundt i handelsskibe. Handelsskibe var bygget efter samme princip som langskibene. Formen var knap så elegant; de var mere buttede, og træet var tykkere, da skibet skulle kunne bære en stor last. Handelsskibene var brede og høje, men havde så til gengæld et dæk både for og agter (foran og bagved). Midt i var skibet åbent, så man havde et lastrum til de større varer, bl.a. dyr. Besætningen bestod typisk kun af et par mand, der var nemlig ikke meget plads til at ro i disse skibe, så de sejlede næsten kun for sejl. Om natten, eller i hårdt vejr, dækkede man skibet - ikke med sejlet, men med presenninger eller huder. Ved Roskilde har man fundet et vrag, der ligner det på tegningen herunder. Det var 13,3 m langt, 3,3 m bredt og hele 1,6 m dybt. Lastrummet i midten af skibet har været 10 kubikmeter stort og det svarer sådan ca. til en pæn privat swimmingpool.

Buttet og rummeligt handelsskib fyldt med varer.

Handelsskibene kom sjældent længere omkring end til de nærmeste byer. Den lille besætning og de dyrebare varer gjorde det for farligt at sejle for langt ud alene, skulle skibet alligevel langt omkring, har det sikkert haft eskorte af andre skibe med nogle grumme krigere ombord. De flest varesejladser over længere afstande foregik med langskibe, da varerne ofte var lette, så som krydderier, silke og smykker.

Vikingerne har også haft mange mindre skibe, joller og robåde til fiskeri og til mindre transport. De var alle klinkbyggede og derfor små lette og stabile fartøjer, der ligner de træskibe, man stadig bruger til hobby og småerhverv. Disse var uundværlige til at forsyne og holde vikingesamfundene i gang.

Solkompas

Navigation  

Vikingerne sejlede normalt altid med land i sigte, men når det ikke var muligt navigerede man efter solen og Nordstjernen, hvortil man havde forskellige redskaber. Det mest brugte var solkompasset. Det var relativt simpelt at bruge, men virkede selvsagt kun om dagen i sollyset. På skiven skar man en buet streg, som viste solens bane, og skyggen fra pilen viste så retningen man stod i. Den buede streg måtte jævnligt justeres, for solen følger nemlig ikke samme bane året rundt.

Udover de tekniske hjælpemidler vidnede visse arter af fugle, tang og drivtømmer om, at skibet snart var tæt på land.